Effektmåling og monitorering

Landsbyggefonden sikrer effektmåling og monitorering

I boligområder, hvor der er en boligsocial helhedsplan, klarer børn og unge med forældre uden for beskæftigelse og uddannelse sig bedre end i andre boligområder. Det er et af de resultater, systematisk evaluering af de boligsociale helhedsplaner viser.

En boligsocial indsats er videns- og databaseret. Igangsatte indsatser har et solidt vidensgrundlag eller dokumenteret effekt. Det kan fx være indsatser som lommepengejob og bydelsmødre.

Indsatserne skræddersys efter lokale problemstillinger og ressourcer, og der følges løbende op på resultater og effekter i den enkelte indsats og på tværs af alle boligsociale bevillinger fra Landsbyggefonden.

Landsbyggefonden stiller data til rådighed, så indsatserne kan følges på en lang række indikatorer. Det gælder fx valgdeltagelse, unge uden for uddannelse og beskæftigelse, ledighed og tryghed.

Område- og individperspektiv på samme tid

De boligsociale indsatser bidrager til social udvikling for både boligområderne og beboerne.

Boligområderne ligger ofte isoleret fra byen omkring, deres attraktion kan styrkes, og beboernes adgang til velfærdsinstitutioner og fritidstilbud kan understøttes.

I boligområderne bor ofte mange børn og unge, og en stor del af dem vokser op med ringere livschancer end samme målgrupper i den øvrige by. Der er derfor en stor menneskelig, samfunds- og bymæssig gevinst ved at investere i at forebygge og løse udfordringer i boligområderne på tværs af offentlige, private og civilsamfundsforankrede aktører. 

Andre vidensaktører spiller også ind

Landsbyggefonden medfinansierer Center for Boligsocial Udvikling, der bl.a. løbende indsamler og formidler viden og effekt af de boligsociale indsatser og bl.a. udgiver en oversigt over virksomme boligsociale kerneaktiviteter.

Boligsocialnet er også støttet af Landsbyggefonden og er  et samarbejde mellem BL - Danmarks Almene Boliger og Kommunernes Landsforening. Boligsocialnet arbejder med spredning af erfaringer og viden mellem de lokale boligsociale indsatser og understøtter samspillet med kernedriften i kommuner og boligorganisationer.

Herudover sikrer Landsbyggefonden løbende eksterne evalueringer på tværs af alle bevillinger.

Ordforklaringer

Helhedsplan

Det er en forudsætning for at opnå renoveringsstøtte og driftsstøtte mv. fra fonden, at der foreligger en helhedsplan for det pågældende boligområde. Helhedsplanen udarbejdes med henblik på at opnå en samlet langsigtet helhedsorienteret løsning af alle boligafdelingens eller boligområdets problemer, herunder byggeteknisk, boligsocialt og økonomisk.