Boligsocial jobskabelse er koordination, timing – og viljen til at tage et samfundsansvar

Flere end 300 beboere i udsatte boligområder har haft job i forbindelse med renovering af boliger i deres boligområde. Der er tale om mennesker, som ellers har haft svært ved at få job eller uddannelse.

Center for Boligsocial Udvikling har i en rapport opgjort, at 22 af de 38 udsatte boligområder, der i 2017 var i gang med renovering, havde medarbejdere fra området ansat – og af de 300 personer endte 110 med at blive ansat i ordinære jobs. 70 fik en uddannelsesaftale og undervejs havde 80 haft job med løntilskud og 180 været i virksomhedspraktik. Succesen fortsætter, så siden er endnu flere kommet i job.

Nogle af de 300 personer har haft flere forløb, for de begynder måske med virksomhedspraktik og fortsætter i uddannelse eller i ordinære jobs.

En af de virksomheder, der har gode erfaringer med at ansætte lokale medarbejdere, er firmaet Enemærke & Petersen a/s, der har været hovedentreprenører på flere store renoveringsprojekter, og også er det i Tryghedsrenoveringen i Bispehaven i Århus. Her bliver lidt skumle parkeringskældre revet ned og erstattet af grønne områder, nye landskaber – og stadig parkeringspladser.

Vejen til beskæftigelse rummer snubletråde

Her har 11 beboere for tiden enten jobs eller er i gang med en uddannelse. Indsatsen for at få beboere ansat i renoveringsarbejdet koordineres af Byg Op, der er en del af Det Boligsociale Fællessekretariat, og byggepladschef Frank Mortensen, Enemærke & Petersen a/s, for jobskabelsen sker ikke automatisk, selv om der er mange beboere uden for arbejdsmarkedet i nogle af de almene boliger. Og selv om de firmaer, der arbejder på renoveringen fremhæver mange fordele, når de ansætter lokale medarbejdere, er der snubletråde på vejen. Det skyldes, at der ofte er tale om mennesker, der har haft svært ved at finde eller beholde et arbejde. Men når det lykkes, bliver de også en slags ambassadører for renoveringen, så hvis det støjer og sviner, eller der i perioder bliver lukket for vand eller strøm, og de nye badeværelser bliver forsinket, er de med til at forklare de beboere, der ikke har læst opslaget, hvorfor det sker.

”Når vi ansætter nogle fra området, er det måske deres familier, der bliver generet af ombygningen. Men når de samtidig oplever, at deres søn har fået et job, bidrager den gode historie til en forståelse for byggeriet,” siger projektleder i Byg Op, Anette Nitschke.

Frank Mortensen, byggepladschef i Bispehaven understreger, at de ansatte fra lokalområderne ikke har nogen fordelsret, men de øvrige ansatte på byggepladsen viser mange ekstra hensyn, og Frank fungerer som en slags mentor.

”Det betyder, at de ligesom alle andre skal passe deres arbejde, møde til tiden og den slags,” understreger han. Og selv om, det er ikke alle, der udvikler sig til en succes, så er det langt størstedelen af de ansatte beboere, der i dag er i job eller uddannelse.

Anette Nitschke nævner enkelte, der aldrig møder op på arbejdspladsen eller forlader den igen efter få dage eller timer. De kan godt få en ny chance hos en anden arbejdsgiver, men man skal selv bevise, at man både kan og vil.

Frank Mortensen fortæller om en mand, der et par gange var gået konkurs med sine egne virksomheder. Han mødte op og var lidt forknyt og meget træt af situationen, men han ville gerne videre, for han havde ansvar for både kone og børn.

”Ham fik vi i lære i et VVS-firma, og han er næsten færdiguddannet, ” fortæller Frank Mortensen.

Ansvar og arbejdstøj giver vokseværk

Han fortæller også, at man skal være hurtig til at give de nye medarbejdere et ansvar.

”Og så skal de også hurtigst muligt have firmaets arbejdstøj, så de er synlige på byggepladsen,” siger Frank Mortensen. Flot arbejdstøj giver status. Familie og kammerater skal kunne se, at de har fået en ny rolle, og han er hurtig til at vise en ny medarbejder tillid.

”Vi vokser jo alle sammen, når vi får et ansvar,” forklarer han. Derfor er han helt tryg ved at give en af disse nye medarbejdere et bundt nøgler, så han har adgang til hele byggepladsen.

”Uanset om han har været meget utilpasset, vil han sørge for at være til stede og åbne arbejdspladsen om morgenen, og ser han nogle pille ved porten udenfor arbejdstid, skal han nok sørge for at give dem besked om, at de ikke skal bryde ind,” siger han.

Frank Mortensen er heller ikke bange for at give sin pung til en hvilken som helst medarbejder, der så bliver sendt til bageren efter kager, når der er noget at fejre. Alle er altid kommet tilbage med både pung og kager.

”Selvfølgelig kan noget gå galt. Men alle skal have en chance,” siger han. Han er godt klar over, at der er tale om mennesker med et sammensurium af mange problemer, og meget kan svipse. Men han fokuserer på, at det tit går godt. Og når det ikke gør, kommer svesken på disken. De får en forklaring på, hvorfor virksomheden siger farvel. Men han understreger, at det er noget, der sker meget, meget sjældent.

Tillid avler tillid

Han minder om, at da hans firma begyndte med renoveringen i Rosenhøj, kom de til et område med en fortid med narkoproblemer, bilafbrændinger og beboere, der smed sten efter brandbilerne.

”Vi tænkte jo lidt på, at her kom vi med vores dyre materiel og skulle arbejde,” siger han. Men faktum var, at tyverierne begrænsede sig til en pose med tomme flasker, for der blev fra begyndelsen skabt en mulighed for jobs til dem, der havde lyst.

”Ret hurtigt fik vi skabt en god relation til en person, der havde været en nøgleperson blandt de meget utilpassede,” fortæller Frank Mortensen. Han blev ansat som pladsmand, fik et navneskilt og brugte sin status på en ny og konstruktiv måde.

”Byggebranchen er en enormt rummelig branche, og medarbejderne kan se, at de får vigtige funktioner. De laver synligt, rigtigt arbejde,” understreger projektkoordinator Maria Aagård Jensen, Byg Op.

Mange af de unge skal simpelt hen lære at indpasse sig på en arbejdsplads og lære at forstå deres opgave. Men mange arbejdsgivere vil gerne have dem. Både fordi det skaber god kommunikation til de øvrige beboere – og fordi de mangler mennesker, der kan udvikle sig til gode medarbejdere.

Og når rygtet breder sig om, at der er jobmuligheder, henvender folk sig til Byg Op, der har etableret sig i en skurvogn i forbindelse med Frank Mortensens byggepladskontor. De har konstant kontakt med hinanden, så Anette Nitschke og Maria Aagård Jensen - efter flere samtaler med ansøgerne, hvor de forklarer hvad der forventes af dem på en arbejdsplads, at de skal have madpakke med, møde til tiden og den slags - kan sende dem til Frank Mortensen, der ved, hvem der kan bruge den pågældende.

”Nu har vi jo erfaring fra fem projekter og ved, hvad der virker, og vores erfaring er, at Byg Op skal være bindeleddet,” siger projektkoordinatoren.

Gider ikke bøvl

Arbejdsgiverne på byggepladserne er måske nok rummelige, når det gælder medarbejdere, der skal introduceres til arbejdsmarkedet. Men ikke når det gælder myndigheder og papirarbejde. Det skal bare køre. Det understreger, specialkonsulent i CFBU Mette Fabricius Madsen. Hun har interviewet projektledere/koordinatorer for beskæftigelsesindsatserne, bygherrer, entreprenører, jobkonsulenter, SSP-medarbejdere, deltagere og en arbejdsleder fra AMU for at lave rapporten om succesen med jobskabelse.

”Det går igen mange steder, at jobcentret er en vigtig komponent. Nogle steder flytter en medarbejder ud på byggepladsen, men det er helt, helt afgørende, at der udpeges én bestemt kontaktperson, så arbejdsgiveren ikke skal ringe til hovednummeret og blive stillet om til forskellige medarbejdere hver gang. Det kan de bare ikke bruge deres tid på,” nævner hun.

Naboens søn bliver en del af renoveringen

I hele 22 ud af 38 renoveringsprojekter i udsatte boligområder er det lykkedes at skaffe jobs til personer fra området, men Mette Fabricius Madsen mener, at det kunne lykkes flere steder.

”Mange af bygherrerne ønsker at hjælpe beboerne med at komme i arbejde,” siger hun og fremhæver, at mange også har fortalt hende, at det medfører store besparelser i forhold til hærværk, at beboerne får jobs og ansvar i forbindelse med byggeriet.

”Man skal jo huske på, at de enkelte beboere ikke selv har valgt at skulle have nyt badeværelse. Undervejs tænker de bare på støv og besvær, og det er ikke sikkert, de har læst opslagene, der skulle forberede dem på det,” siger hun og tilføjer, at når pladsmanden er naboens søn, og han kender til arbejdsgangene og forløbet, kan han formidle til de øvrige beboere.

”Han er med til at fjerne myter og bekymringer for byggeriet. Han kan også hjælpe med at formidle små praktiske ting, som at folk skal huske at aflevere nøgler. Det er med til at gøre det til en succes,” siger hun.  

Mette Fabricius Madsen fortæller, at flere tekniske chefer fra boligorganisationerne overfor hende har erklæret, at de ærgrer sig over, at de ikke for længe siden har tænkt på at samarbejde med den boligsociale indsats om at ansætte deres egne ledige beboere. Men det er ikke noget, man gør alene. Det kræver samarbejde og viden. ”Jeg kan se, at alle de 22, der har gennemført det, hver især har skullet opfinde den dybe tallerken. Men jeg håber, at vores undersøgelse og vores temadag betyder, at man kan lære af hinanden,” siger hun.

”Derfor anbefaler flere af projektlederne fra boligorganisationerne, at Landsbyggefonden gør det til et krav, at bygherren ved kommende renoveringer overvejer at samarbejde med boligsociale indsatser om at ansætte egne beboere ved at projektlederen for renoveringen og den boligsociale leder mødes og drøfter muligheden”.

Flere veje til samme succes?

Anette Nitschke siger, at det ikke er et spørgsmål om at lave sociale klausuler med arbejdsgiverne. Det kan man godt, men bygherrerne ser hellere, at der er tale om frivillige aftaler på baggrund af en aftale mellem Boligselskabernes Landsforening og Dansk Byggeri om at tage lokale unge i lære i forbindelse med renoveringer, og Frank Mortensen siger, at hvis man spreder budskabet om, at man gerne ser, at nogle tager en praktikant, når man er ved at indhente tilbud fra underentreprenørerne, får de nok selv en idé.

”Jeg synes, det er en vigtig erfaring, at aftaler ikke er bedre end viljen til at overholde dem, siger Maria Aagaard Jensen.

"Nogle gange skal man smede mens hjernet er varmt."

I forbindelse med renoveringen i Langkærparken i Tilst aftalte den boligsociale leder Jan H. Andersen med jobcentret, at det fik et fremskudt kontor i området. Det gjorde kontakten nem for en eventuelt kommende medarbejder.

Virksomhedskonsulent Kirsten Melanchton Andersen var på stedet en dag om ugen og fordelte sig mellem et kontor hos en boligsocial medarbejder og værestedet Pavillonen.

”Det var en stor fordel. Jeg var synlig og blev et kendt ansigt,” siger hun. Hun fik mulighed for at handle hurtigt, for hun havde arbejdsgiverne lige udenfor døren, og hun vidste, hvem der ville ansætte medarbejdere, så nogle gange kunne en person, der henvendte sig for at få et arbejde, begynde dagen efter. Papirarbejdet måtte så laves senere.

”Nogle gange skal man smede, mens jernet er varmt, ”siger hun og tilføjer, at hun har arbejdet i jobcenter i 11 år, og fra sit fremskudt kontor i Langkærparken oplevede hun succes med noget af det, der ikke kunne lykkedes fra hendes kontor i jobcentret.

”Det var en unik mulighed for at give nogle af dem, som ellers havde massive problemer en mulighed for et job.” Hun nævner for eksempel, at personer, der afsonede med fodlænke, havde mulighed for at få arbejde.

Det skete undervejs, at folk blev fyret fra jobbet, men så fik de en ny mulighed, når man først havde undersøgt, hvad der var gået galt, for nogle havde forskellige andre problemer end mangel på arbejde. De havde simpelt hen ingen erfaring med at gå på arbejde, stå op om morgenen og møde til tiden.

”Nogle gange måtte vi selvfølgelig spørge: ”Vil du det her eller vil du ikke? fortæller hun, og for nogle kunne det være svært at forstå, at den opgave, man blev sat til, var vigtig.

”De syntes, det var nedværdigende at skulle feje, så de måtte have forklaret, at den slags arbejde er betydningsfuldt, eller at traditionel håndværkerhumor ikke var rettet mod dem. Der var mange ting, der skulle forklares,” siger hun.

Selv om Kirsten M. Andersen flyttede sit job ud til arbejdspladserne, var hun stadig jobcentret. Det var de samme regler, den samme lovgivning, der skulle følges, men efterhånden som rygtet bredte sig, at hun kunne finde stien gennem regeljunglen og skaffe folk et arbejde straks, dukkede flere og flere op for at få et.

”Og jeg har ikke mødt en eneste, der ikke gerne ville have et normalt liv og klare sig,” siger hun. Hun har kun mødt få, som ikke kunne få et job eller en praktikplads, men mødet bliver helt anderledes, når hun kommer på deres hjemmebane i stedet for, at de skal komme til jobcentret.

Foto i artiklen: Helene Bagger

11 ekstra job i Tryghedsrenoveringen

Alene i forbindelse med Tryghedsrenoveringen i Bispehaven har 11 beboere været i enten et konkret beskæftigelses- eller uddannelsesforløb via Tryghedsrenoveringen i Bispehaven:

• Tre beboere er blevet ansat fuldtid ved henholdsvis Enemærke & Petersen, Enkon og Torben Clausen. Heraf er to fortsat i arbejde, og den ene af de to er i dialog med arbejdsgiveren om muligheden for en uddannelsesaftale.
• To beboere har fået en uddannelsesaftale ved Enemærke & Petersen. Begge er fortsat i læreforholdet.
• Fire beboere er timelønnet med mellem 7 og 15 timer ugentligt ved Enemærke & Petersen. En af beboerne er i øjeblikket sygemeldt i forbindelse med graviditet.
• To beboere har været opstartet i virksomhedspraktik ved henholdsvis Torben Clausen og Enemærke & Petersen. Den ene beboer stoppede i praktikken før tid.
• Desuden har to beboere fået, men senere opgivet en praktikplads, mens to andre via Byg Op har fået henholdsvis fast job og tilbud om virksomhedspraktik andetsteds.