Borgmester roser samspil mellem kommune og boligsociale indsatser

Af Rikke Bergquist, foto: Tor Birk Trads

Lupinvej/Resadavej er et boligområde i Silkeborg, der var tæt på at ende på regeringens liste over hårde ghettoområder. Borgmester Steen Vindum (V) beskriver områdets aktuelle udvikling i positive vendinger:

”At vi var lige ved at komme på den hårde ghettoliste, har virkeligt åbnet øjnene for os. Vores erfaringer viser, at vi ikke kan gøre det alene, og at vi er nødt til at have hjælp fra Helhedsplanen”.

Mød nogle af artiklens stemmer og lyt til artiklen som lydkoncentrat.

Siden marts 2019 er det gået i den rigtige retning. Antallet af beboere på offentlige ydelser er faldet fra 303 personer til 231. Ifølge borgmesteren skyldes den positive udvikling, at kommune og boligorganisationerne arbejder tæt sammen:

”Hvis vi ikke havde haft samarbejde på tværs af boligselskaberne, Helhedsplanen og Silkeborg Kommune, kunne vi ikke have gjort det”.

Alment DNA gavner kommunale projekter

”Kvindeprojektet” er titlen på en beskæftigelsesindsats, der foregår på tværs af kommune og boligsocial indsats. Deltagerne er kvinder med flygtningebaggrund fra boligområdet Lupinvej/Resedavej, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Denne gruppe tynges typisk af komplekse problematikker med mange facetter – fx dårligt fysisk eller psykisk helbred og ofte også mangelfulde danskkundskaber.

En af deltagerne er Jamila Sharia. Hun er 50 år og flygtning fra Afghanistan. Landsbyggefonden møder hende i boligområdets beboerhus, en gul murstensbygning i ét plan, hvor kurset også foregår. Hun lægger ud med at sige:

”Du må meget undskylde, hvis jeg pludseligt er nødt til at gå midt i det hele. Men jeg får det nogle gange dårligt”.

Jamila Sharia lider af posttraumatisk stress syndrom, PTSD, og depression. Hun har været godt på vej ud på arbejdsmarkedet, for hun var i gang med et kursus som køkkenmedarbejder på teknisk skole. Men hun fik det dårligt, måtte afbryde, og endte derfor på kontanthjælp.

Nu deltager hun i Kvindeprojektet, hvor hun får hjælp med at skrive jobansøgninger og CV, lærer om arbejdspladskultur og kvinders rettigheder, samt får hjælp til at bevæge sig og håndtere smerter. Og så kommer deltagerne på virksomhedsbesøg.

Det er anden gang, kurset bliver afholdt. De fleste gange mødes kvinderne i et lokale i beboerhuset. Her er lavt til loftet, blåpolstrede sofaer og stole, nogle med bløde puder i. Der står et par grønne planter i rummet, og en reol fuld af legetøj. Rammerne er mere hjemlige, end de er institutionelle.

Projektmedarbejder Lisa Svendsen deltager fra Helhedsplanen. Hun har sin daglige gang i området, og har derfor et særligt kendskab til flere af kvinderne - det er en fordel:

”Vi er ufarlige, for vi er ikke fra kommunen. Vi har ingen dagsorden, og der er ingen konsekvenser ved at tale med os,” siger hun og tilføjer:

”Jeg tror, folk har større tillid til os, og derfor tager de måske paraderne lidt nede i forhold til, hvis de skal møde op på Jobcenteret. Der føler de sig ikke altid lige så tilpas, så de har forsvaret oppe, det gør det svært at arbejde med dem.”

Samarbejde uden benspænd

Også Lisa Svendsens chef, leder af Helhedsplanen i Silkeborg, Mia Butler, mener, de har noget særligt at bidrage med:

”I og med at vi har en Helhedsplan, skal vi drage fordel af at have et ikke-kommunalt udgangspunkt, baseret på et alment DNA."  

Mia Butler, der selv har været kommunalt ansat i mange år, understreger, at hun mener, at der skal en fælles indsats til for at løfte området. Og det er netop det, der lykkes her, hvor mange beboere er flyttet fra overførselsindkomst til beskæftigelse.

Hun er meget opsat på, at kommunen såvel som de boligsociale indsatser skal ”lukke hinanden ind i hvert vores maskinrum,” så begge parter får indsigt i og viden om de forskellige tilgange til at skabe bedre vilkår og mere trivsel for beboerne.

Med sin kommunale baggrund har Butler stor indsigt i, hvordan kommunen opererer, og hun er stor fortaler for et tæt samarbejde. Men hun er også opmærksom på, hvor samarbejdet kan blive udfordret:

”Vi gør det med hvert vores afsæt, hver vores metoder.”

Derfor mener Butler, at begge parter bør øve sig:

”Så vi ikke får parallelle indsatser, som er afkoblet fra hinanden, men at vi i højere grad laver nogle ting, som er integreret i hinanden. Hvor vi har hvert vores afsæt, metoder og mandater, men hvor vi gør det med en gennemsigtighed, så vi ikke spænder ben for hinanden, men understøtter hinanden.”

Og dette er ikke kun begrænset til beskæftigelsesindsatsen, understreger hun. Grundlaget for den boligsociale indsats – og tilsagnet fra Landsbyggefonden - er derfor en række samarbejdsaftaler med fælles mål, rollefordeling og aftaler om, hvem der gør hvad, og hvordan der følges op på virkningen af indsatsen.

Også Centerleder for Jobcenter Silkeborg, Martin Husted, mener at samarbejdet er vigtigt i forhold til at nå i mål med at få kvinderne afklaret eller i job eller uddannelse:

”De (de boligsociale indsatser red.) kan bidrage til et andet syn på borgeren. Måske kan de være med til at pege på nogle områder, hvor de faktisk kan se, at der er en borger med nogle kompetencer. Og de kan pege på, hvordan vi kan få bragt borgerne i spil ind i denne her beskæftigelsesindsats”, siger han.

Effektiv corona-indsats

I august 2020 opstår en situation, hvor parterne bliver tvunget til hurtigt at ’øve sig’ på at samarbejde.  Det er da corona-pandemien rammer boligområdet.

Dagen efter Helhedsplanens medarbejder finder ud af, at der er flere familier med smitte, deltager boligforeningerne i et krisemøde med kommunen, og lukker beboerhuset. De sender også sms’er til beboerne, hvor de opfordrer dem til at blive testet. Og så sætter de informationsbreve op i samtlige opgange.

Borgmester Steen Vindum roser indsatsen:

”Medarbejderne fra boligområdet ved godt, hvilke beboere, der er ramt, og kan tale med dem om det. Det virker meget bedre, at de taler med dem, end at vi som myndighed gør det. Vi bliver opfattet som nogen, der, ja, slår dem lidt i hovedet, og hvis de ikke gør det rigtige, så kan vi finde på at tage ydelser fra dem.”

Det lykkedes hurtigt at få situationen under kontrol, og det samme med udviklingen.

Samarbejde styrker kommunens kernedrift

Samarbejdet gavner ikke blot enkelte projekter. Siden 2015 har Center for Offentlig Innovation sammen med Danmarks Statistik udgivet en statistik om offentlig innovation kaldet ”Innovationsbarometeret”.

Barometeret viser, at en arbejdsplads eller institution er mere innovative, når de arbejder sammen med aktører, der ikke er fra samme organisation.

Ifølge chefkonsulent for Center for Offentlig Innovation, Lene Krogh Jeppesen, kan de boligsociale indsatser især være til gavn for kommunen, fordi de er mere vant til at arbejde innovativt:

”De boligsociale indsatser har arbejdet innovativt meget længe, man har måske bare ikke kaldt det det. De arbejder med mange forskellige indsatser, der giver adgang til viden fra mange vinkler på meget komplekse problemstillinger. Det er som et stort puslespil, hvor hver brik er et forskelligt perspektiv.”

Lene Krogh Jeppesen mener, at indsatserne er med til at styrke den kommunale kernedrift:

”De boligsociale indsatser handler om at arbejde med at reducere ledighed […] fastholde unge i uddannelse, øge tryghed osv. – det er alt sammen en del af den kommunale kernedrift.”

Tallene fra Innovationsbarometeret i 2018 viser, at 79 procent af offentlig innovation er foregået i samarbejde med eksterne aktører. Samme opgørelse viser, at sådan et samarbejde sågar påvirker kvaliteten.

I opgørelsen står der: ”Set i forhold til innovationer udført uden noget samarbejde med aktører uden for arbejdspladsen opnås der signifikant oftere højere kvalitet i innovation udført i samarbejde med hver af de i figuren nævnte aktører.”

Samarbejdet gavner også den anden vej, siger Lene Krogh Jeppesen. For kommunen har juridisk og faglig praktisk viden om rammer og krav til den ledige borger, som måske påvirker vejen til et job.

Den viden kan de boligsociale indsatser få lettere adgang til, når de indgår et samarbejde. 

Til spørgsmålet om, hvorfor kommunen ikke alene lige såvel kan løfte opgaven om for eksempel at få kvinder med flygtningebaggrund aktiveret, svarer hun, at det skyldes, at kommunen ikke ejer hele problemet, og derfor heller ikke kan komme med hele løsningen selv:

”For mig at se, handler det om at finde løsninger på ret komplekse problemstillinger, og hvis man skal lykkes med det, skal viden fra flere aktører bringes i spil. Samarbejde er oplagt. ”

Drømmen om et køkkenprojekt

Tilbage i Silkeborg læner Jamila Sharia sig en smule tilbage i stolen, folder hænderne og fortæller om det, hun indtil videre har fået ud af at deltage i ”Kvindeprojektet”.

”Det har hjulpet mig med at stå op om morgenen,” fortæller hun og tilføjer, at hun er glad for at være sammen med nogen, der kender hende.

Det er især fællesskabet med de andre kvinder, der gør hende glad for at deltage i projektet, men hele processen har fået hende til at drømme store drømme og sætte ord på.

”Vi er så mange, der kan lave mad. Tænk, hvis vi kunne have et køkken sammen, hvor vi kunne arbejde, når vi kunne, og lave mad til børnehaver og skoler!”, siger hun og tilføjer til slut: ”Til sidst kan vi måske tjene vores egne penge!”.