Forskerne Fortæller: Spirende bofællesskaber har brug for almene boligforeninger

Det er svært at tro, at man ikke er mere end en halv time fra det københavnske kaos, når man træder ind i bofællesskabet Munksøgård i Trekroner. 

Bortset fra et hanegal er der helt stille i de grønne omgivelser. Små klynger af huse med solceller på taget og køkkenhaver ved siden af omkranser en gammel hvid gårdbygning i midten.

Det er her, en gruppe mennesker fandt sammen for omkring 15 år siden og blev enig om at skabe et bofællesskab væk fra storbyens larm, hvor man var fælles om tingene. Men vejen til drømmen om fod under fælles, bæredygtigt bord var fuld af udfordringer – og gik bl. a. omkring Boligselskabet Sjælland.

»Beboerne har et ønske om at have et socialt liv og fællesskab, hvor de bor. De søger væk fra byerne og ud i naturen for at få mere frihed, frisk luft og grønne omgivelser. Og så har de et idealistisk ønske om at leve mere bæredygtigt,« siger cand.mag i visuel kultur fra Københavns Universitet Anna Falkenstjerne Beck, der med virksomheden Kuben Management som medspiller er i gang med at skrive ph.d. om fænomenet.

Hun håber at kaste nyt lys over bofællesskaberne på landet og redegøre for motiverne for, hvorfor folk i stigende grad vælger at bo på denne måde.

Ånden fra 1970’erne plantet om i et moderne familieliv

Ideen stammer tilbage fra 70’ernes bofællesskaber, der udsprang af kollektivbevægelsen, men ser ud til at få en genopblomstring i disse år. Fra Karise Permatopia nær Faxe til Frikøbing i Hvalsø er mindre grupper af idealistiske og ressourcestærke borgere i gang med at etablere bofællesskaber på landet. 

Den gamle utopi fra kollektivernes tid om, at ‘børn skal have 100 forældre’, er erstattet af en mere pragmatisk virkelighed, som i stigende grad tiltrækker mennesker fra storbyerne.

Anna Falkenstjerne Beck bor selv i Frederikssund i en traditionel villa sammen med sin mand og sine børn. Med andre ord en ‘almindelig dansk kernefamilie’, som hun selv formulerer det. 

Alligevel peger hun på, hvordan denne måde at bo og leve på er i opbrud. I 2012 registrerede Danmarks Statistik således intet mindre end 37 forskellige familieformer i landet, hvoraf forskerens egen familieform - den traditionelle kernefamilie - kun repræsenterer 54 pct. af de danske familier. De fleste resterende består af familier i forskellige varianter, hvor forældrene ikke bor sammen, og børnene er delt op mellem dem på forskellig vis. 

Spørger man Anna Falkenstjerne Beck, så har boligerne imidlertid ikke fulgt med denne sociale udvikling.

»Vores huse er indrettet til at være kernefamilier, men vores familiemønstre har ændret sig. Så vi har behov for andre måder at bo på,« siger hun.

I Munksøgård kan man også se, hvordan bofællesskabet afspejler denne udvikling. Stedet er delt op i mindre klynger af huse centreret omkring hver deres fælleshus. Der er en klynge af ejerboliger, en gruppe af andelsboliger samt tre klynger af almene boliger for henholdsvis unge, familier og seniorer. 

I klyngen af huse for unge og familier er det ifølge Anna Falkenstjerne Beck ikke unormalt, at der bor singler med børn. Ved at flytte i bofællesskab på landet får de stillet nogle behov, som ellers ikke bliver mødt i de fleste parcelhuskvarterer.

»Her får børnene legekammerater, mens de voksne får samvær med andre,« siger hun. 

På landsplan ser man også en tendens til denne udvikling. Antallet af personer, der bor i en husstand med mere end én familie, er steget med knap 25 pct. på syv år til 197.000 i 2014 ifølge Danmarks Statistik.

Bofællesskaber har brug for almene boligforeninger

Det tager ifølge Anna Falkenstjerne Beck typisk mellem fem og ti år at starte et bofællesskab. 

Først skal en gruppe finde sammen og blive enig om værdierne for bofællesskabet, samt hvor det skal ligge. Dernæst skal de finde en byggegrund, indhente tilladelser, løse ejer/lejer-forholdene og få det hele finansieret og bygget. 

Denne komplicerede proces kan gøre det svært at komme i gang, især når det skal finansieres. Derfor vælger flere at samarbejde med almene boligforeninger for at få de nødvendige økonomiske ressourcer til at opfylde drømmen om at etablere et bofællesskab på landet. 

»Der er sket en mainstreaming siden 70’ernes levede utopi til, at der nu er en stigende interesse for de store bofællesskaber i at inddrage boligselskaberne,« siger Anna Falkenstjerne Beck. 

I Munksøgård er de fleste af boligerne alment byggeri, og i Karise Permatopia bliver 44 af boligerne almene mod henholdsvis 23 andelsboliger og 23 ejerboliger. Alle 44 almene boliger er allerede reserveret, og ventelisten er på flere hundrede personer, selvom Karise Permatopia først er planlagt til at stå færdigt mellem 2017 og 2018.

Når man blander almene boligforeninger ind i bofællesskaber på landet, giver det nogle særlige fordele for parterne, men også mange uforudsete udfordringer. 

Bofællesskaber udfordrer reglerne

Ofte udfordrer bofællesskabernes eksperimenterende ideer boligselskabernes etablerede regler, påpeger forskeren. For de idealistiske bofællesskaber er principperne centrale, men for de almene boligselskaber kan det være umuligt at håndtere med de gældende regler. 

Eksempelvis er de almene boligselskaber forpligtede til at holde kvadratmeterprisen på et bestemt niveau, som let bliver presset, når uprøvede løsninger kommer på bordet. 

Et af ejer-husene i Munksøgård er bygget af lerklinet halm, mens taget er dækket med muslingeskaller i stedet for tagsten. Denne alternative konstruktionsform er baseret på et økologisk princip om, at husene skal være ‘åndbare’ og dermed ikke må bruge traditionelle isoleringstyper.

Anna Falkenstjerne Beck mener, at løsningen kan ligge i koordination og kommunikation. Den almene sektors repræsentanter bør lytte til beboernes behov og ønsker og forholdsvis hurtigt afklare, hvad det almene boligselskab kan være med i, og hvad det ikke kan.

»En måde at imødekomme alternative ønsker og behov på er organisatorisk at adskille boligafdelingen fra de alternative ønsker, som man kan organisere i en forening i stedet for,« siger hun.

I Karise Permatopia bliver der således oprettet en selvstændig landbrugsforening på andelsbasis, hvor beboerne står for at opbygge et landbrug sammen omkring bofællesskabet.

»Vejen er at se fællesskabet.«

Til gengæld gør bofællesskaberne omvendt arbejdet lettere for de almene boligselskaber på flere punkter. 

Ud over fællesspisningen hjælper beboerne i Munksøgård hinanden med blandt andet at passe køkkenhaverne og vedligeholde området. På den måde adskiller bofællesskaberne sig samtidig fra andre almene boligforeninger, hvor det oftest er boligforeningernes ansvar at slå græs, male husene og stå for vedligeholdelsen. 

Det er således meget almindeligt, at boligforeningerne overlader meget af driften til beboerne i bofællesskaberne, som selv tager ansvar. 

 »Beboerne ønsker selvbestemmelse. Det kan også ses som en ressource for den almene sektor. Eksempelvis ringer beboerne ikke, når der er noget, der har brug for at blive malet. De gør det i stedet i fællesskab,« siger Anna Falkenstjerne Beck og afslutter:

»Mange går sammen i bofællesskaber for det sociale liv og for at skabe et mulighedernes rum, som f.eks. en god legeplads, køkkenhaver, en æbleplantage eller at have høns og heste. Det er et vigtigt element i bofællesskaberne. Vejen for den almene sektor er at se fordelen ved fællesskabet. Så der skal være rum til den slags i bofællesskaberne i den almene sektor. Vejen er at se fællesskabet.«

Artiklen ”Spirende bofællesskaber har brug for almene boligforeninger” er den anden i serien ”Forskerne Fortæller”, hvor Landsbyggefonden retter fokus mod den vifte af erhvervs-ph.d.-projekter, som Landsbyggefonden er med til at finansiere. Kommende artikler i LBF Magasinet vil zoome ind på emner som fremtidssikring af den almene boligmasse, fastholdelse af ressourcestærke beboere samt på social bæredygtighed i en kobling af fysiske og sociale rum.