”Når vi flytter beboerne ud, rører vi ved hele deres fundament.”

Af Kenneth Wöhlisfelt, foto: Thomas Brolyng Steen

Alle der har prøvet det – ved det: Det ér hårdt at flytte.

Og videnskaben bakker op. Psykologer og folk, der arbejder med stress, sætter oplevelsen på linje med dødsfald i nærmeste familie og familieforøgelse.

Genhusning kan være en del af en stor renovering

Mange i den almene boligsektor har været i netop dén situation i forbindelse med genhusning, der har været nødvendig i forbindelse med større renoveringer og helhedsplaner.

En af dem som kender alt til området er Arne Simonsen, der er genhusningskonsulent i Kuben Management, der hjælper boligorganisationer med alt det praktiske, når beboerne i en ejendom skal genhuses.

Arne har arbejdet med genhusning i boligorganisationer siden 1985.

”Luk øjnene og forstil dig, du skal flytte. Hvad er der på loftet og i kælderen? Hvordan skal jeg få det pakket? Hvor skal det hen? Hvor kommer jeg til at bo? Kommer jeg tilbage til min lejlighed?”, spørger Arne Simonsen retorisk og fortsætter:

”Der er jo ganske forfærdeligt at tænke på for mange mennesker. Det skaber stress og uro. Og så bor der jo også en del ældre mennesker i de almene boliger, og de har ikke så meget overskud. ”

”Der bor også mange børnefamilier – og de har heller ikke så meget overskud og kan blive stresset over, hvad der skal ske med børnenes skole osv.,” siger Arne Simonsen om de spørgsmål, han ofte bliver mødt med.

Gennem tiden har Arne Simonsen defineret sin egen rolle meget klart:

”Jeg skal gyde olie på vandene og skabe ro. Det er det absolut vigtigste, når beboere skal genhuses.”

En del diplomati med store ører

Arne Simonsen og hans genhusningskollegaer ser sig selv som dem med de store ører, der skal opfange udfordringer, der skal løses, inden de bliver til problemer.

Han erkender, at der skal en del diplomati til for at få en genhusning til at køre i smør.

”Vi er jo bindeleddet mellem entreprenøren, beboerne og boligselskabet og det kan være en balancegang. Planlægning, tålmodighed og tillid er nøgleord, når mange mennesker skal have et midlertidigt hjem”, mener Arne Simonsen.

”Kommunikationen forstærkes meget under en genhusning mellem beboerne. Så der kan være mange rygter i omløb, så man skal være hurtigt ude og be- eller afkræfte. Ofte handler det dog om at afkræfte nogle rygter.”

Når Arne og hans kollegaer begynder på en genhusningssag, starter de helt fra bunden og udsender et spørgeskema til hver enkelt husstand.

I spørgeskemaet beder de om oplysninger på beboerne. På bagsiden af skemaet kan beboerne skrive, om de ønsker at komme tilbage til den samme bolig, når renoveringen er slut.

Eller om de måske ønsker sig en anden bolig, der er større eller mindre, eller har en anden beliggenhed.

”Med det skema i hånden får vi en fornemmelse af den enkelte familie, og skaber os på den måde et overblik over afdelingen,” slutter Arne Simonsen.

Alle skulle genhuses, da Postparken skulle have den helt store tur

Hvordan flytter man 400 familier, enlige og ældre?

Det spørgsmål blev aktuelt, da Postparken i København skulle gennem en totalrenovering, der begyndte for snart tre år siden og som krævede, at alle beboerne skulle genhuses.

Håndværkerne arbejder fortsat på højtryk i Postparken, men de første beboere er allerede hjemme igen.

”Når vi flytter beboerne ud, rører vi ved hele deres fundament – og det er vi meget opmærksomme på,” fortæller Mette Hoffmann, der er udlejningschef i FA09, der administrerer Postparken. 

”I Postparken bor der en del ældre og de har spurgt, om de bliver hjulpet. Og naturligvis gør de det. Dialog, fysisk tilstedeværelse og kommunikation er vigtig. Ja, måske det allervigtigste. Beboerne skal føle, at vi er der for dem hele tiden.”

”I DAB udfærdiger vi en ret omfattende pjece for hver genhusningssag, der forhåbentlig svarer på det meste, og så holder vi altid individuelle samtaler med beboerne – så vi nøjes ikke med at udstikke gode råd til vores beboere,” siger Dennis M. Christensen.

Efter at helhedsplanen for Postparken var vedtaget, blev beboerne indkaldt til informationsmøder om renoveringen, deres genhusning og rettigheder. Og her var der også mulighed for at stille spørgsmål.

 

Ønsker for fremtiden blev samlet ind

”Naturligvis har beboerne mange spørgsmål. Kan jeg få alle mine ting med? Hvem betaler for genhusningen? Kan jeg selv flytte mine ting? Kan I hjælpe med boligstøtte? Og alle har fået svar, siger udlejningschefen.

Undervejs i renoveringen har Mette Hoffmann og genhusningsteamet i FA09 også været i kontakt med beboerne for at høre om deres ønsker for en bolig i fremtiden.

”For det er jo ikke sikkert, at man nødvendigvis vil tilbage til den samme type bolig, som man kom fra. Måske er boligen blevet for stor eller for lille. Måske vil man gerne ned i stuen. Nogle er måske blevet dårligere gående. Der er mange ønsker, som vi prøver at opfylde,” forklarer Mette Hoffmann.

Og det med de mange rygter og spørgsmål som Arne Simonsen beskriver, kan Mette Hoffmann godt genkende. Hun siger:

”På et tidspunkt var der historier om, at det nok ikke var alle, der fik nye køkkener. Senere stillede nogle beboere spørgsmål til udlejningen. For hvorfor kan hende inde ved siden af få en anden bolig, når jeg ikke kan?” spørger hun retorisk og slår fast: Kommunikation og tilstedeværelse er simpelthen alt.

Nyrenoveret lejlighed – nu også med kikkert!

En af dem, der netop er flyttet tilbage til Postparken, er Bente Refstrup. Vi besøger hende i den store og lyse lejlighed øverst oppe. Der står en stor kikkert i vindueskarmen i køkkenet.

 

Udenfor skinner solen og herinde i sofaen strækker katten sig kælent i sofaen. I blokken overfor arbejder håndværkerne fortsat.   

”Jeg købte kikkerten, da jeg flyttede ind for nogle måneder siden. Med den kan jeg holde øje med alle containerskibene herude ved Amager Strand,” siger Bente Refstrup og peger ud over vandet.

”Jeg har aldrig troet, jeg kom til at bo så fantastisk. Placeringen her er genial. Her er alt: Metro, strand og lufthavn,” fortæller hun.

Bente Refstrup og beboerne i hendes blok er de første, der er vendt tilbage til Postparken efter en totalrenovering af alle boligerne.

Tilbage til rødderne i Postparken

På en måde har Bente altid været i Postparken. Hun er opvokset her og hendes mor bor her stadig. I nogle år flyttede hun dog i hus med sin tidligere mand, men efter skilsmissen i 2013, flyttede hun tilbage med sin søn og boede midlertidigt.

Inden Bentes nye bolig stod klar, var hun genhuset i en anden lejlighed i Postparken – og det var slet ikke noget problem, siger hun.

”Jeg troede aldrig, jeg ville få tilbudt sådan en bolig, som denne her. Jeg var sikker på, at den ville gå til dem, som boede her permanent. Men jeg har da også været skrevet op i 35 år,” ler hun. Til historien hører dog den kendsgerning, at Bente har fået tilbudt andre boliger på Amager i perioden, men hun ville tilbage til Postparken.

”Det er på en eller anden måde her, jeg hører til. Og jeg flytter ikke igen,” siger hun og byder på kaffe.

Håndværkerne bliver bedre og bedre

Selv om der bliver boret og banket i Postparken, har Bente Refstrup ikke været specielt generet af byggeriet. Der har dog været enkelte skønhedsfejl i den nye bolig. Bl.a. har der manglet lister ved trappen, men det er blevet udbedret.

”Det her var jo den første boligblok, de begyndte at renovere. Så jeg tænker, at de også har brugt tiden her på at samle lidt erfaringer til de andre blokke og tale om, hvordan arbejdet skulle gribes an.

Men helt ærlig: Det har været det hele værd,” fortæller Bente, der slet ikke er ked af, at hun ikke bor i hus mere.

Postparken er for fastliggere

Postparken er ikke sådan et sted, hvor flyttebilerne kører ud og ind hele tiden. Det kan 89-årige Inger Frouland tale med om. Hun har nemlig boet der siden 1949 og flyttede ind et halvt år efter at byggeriet stod færdigt.

 

”Jeg mødte min mand i Post- og Telegrafvæsenet. Dengang sad jeg i telegrafen, og han havde lige fået en lejlighed herude – og så flyttede jeg ind. Dengang var det meget svært at få noget at bo i,” husker Inger Frouland.

Genhusning i Gilleleje

”Det er jo et super fint sted og tæt på by og strand. Jeg flytter aldrig herfra. Jeg er ikke sådan en, der bare bryder op. Efter renoveringen har jeg fået et stort nyt badeværelse med et separat bad og nyt køkken. Jeg føler, jeg kom i himlen, da jeg kom hjem igen,” griner Inger.

Under renoveringen flyttede hun op i sit sommerhus i Gilleleje, så hun føler sig på ingen måde generet af byggeriet. Tværtimod, så siger hun, at hun har nydt naturen og stilheden væk fra storbyen.

Når man som Inger har boet det samme sted i over 70 år, så har man set lidt af hvert.

”Jeg synes, vi har et godt naboskab herude. Jeg har jo gennem tiden haft flere naboer, men vi har altid fundet ud af det med hinanden, slutter Inger Frouland.