Winners Landsbyggefonden

Nye idéer viser veje til fremtidens generationskvarterer

Vi lever længere, og den aldrende befolkning kommer til at udfordre vores byer og præge boligsektoren i fremtiden. Landsbyggefondens idékonkurrence Neighbourhoods for Generations, hvor der netop er fundet fire vindere, har givet nye forslag til løsninger på, hvordan vi bedre kan bo og leve sammen på tværs af generationer.

Af: Emilie Kofoed

Bysamfund verden over præges af en aldrende befolkning og udfordringer med bl.a. ensomhed og lige adgang til velfærdsydelser. I dag forbliver mange ældre dog også aktive sent i livet og udgør dermed en uudnyttet ressource for lokalsamfundene. Derfor er der behov for at gentænke, hvordan vi planlægger, bor og lever sammen i byerne.

På den baggrund lancerede Landsbyggefonden idékonkurrencen Neighbourhoods for Generations. Her blev arkitekter og byplanlæggere såvel som sociologer og antropologer opfordret til at indsende forslag til nye måder at bo sammen på, på tværs af generationer.

Billede1
Med idékonkurrencen får Landsbyggefonden skabt ny viden, som hele byggesektoren kan få glæde af. Desuden udfordrer idéerne ofte den vanlige måde at tænke på.

Én konkurrence, flere formål

Idekonkurrencen har flere formål. Ét mål er at generere mere viden, som Landsbyggefonden kan stille til rådighed for dels hele den almene boligsektor, dels for offentlige myndigheder og private bygherrer og entreprenører.

Et andet væsentligt formål er at udfordre fondens og branchens tankesæt. Med en nysgerrig, ydmyg og fordomsfri tilgang ser vi nærmere på de nye løsningsforslag. Konkurrencens idéer adresserer komplicerede spørgsmål med mange aspekter – og Landsbyggefonden ligger ikke inde med alle svarene.

”Den almene boligsektor er qua sin størrelse en vigtig spiller i hele boligsektoren i Danmark, fordi hver sjette dansker bor alment. Så når den almene sektor skifter retning, så har det en stor samlet effekt i hele boligsektoren og i hele byggebranchen,” siger Steen Birkedal, driftsdirektør i Landsbyggefonden.

Billede2
”Vi har med konkurrencen fået meget mere viden om, hvordan man fysisk og socialt kan løse det, som man kunne kalde ældrebyrden, men som ikke behøver at være en byrde, hvis vi tackler det ordentligt. Det ser jeg som en del af løsningen til vores fremtidige samfund,” siger Steen Birkedal, driftsdirektør i Landsbyggefonden.

IDÉKONKURRENCEN NEIGHBOURHOODS FOR GENERATIONS

Hvad?

Landsbyggefonden har lanceret den internationale idékonkurrence i lyset af de aktuelle og fremtidige demografiske forskydninger, der udfordrer boligsektoren. Konkurrencen genererer viden og rummer med sine nyskabende og inspirerende idéer tillige et brud med det traditionelle mindset. Konkurrencens nye indsigter skal komme til gavn for hele den almene boligsektor.

 

Hvem vandt?

Ved konkurrencens deadline havde Landsbyggefonden modtaget hele 78 unikke forslag og idéer til, hvordan vi i fremtiden skal bo sammen på tværs af generationer. Heraf udvalgte konkurrencens dommerjury fire vindere (3 danske vinderkonstellationer og én norsk), samt udpegede 10 andre bud som ’honourable mentions’.

Vinderne er 'Nursing the Care' (LOCAL Arkitekter, psykolog Anna Helle-Valle og læge og direktør Sebastian von Hofacker for Verdighetsenteret) fra Norge, 'Thinking Outside the B(l)ox' (Hele Landet – Sociale Arkitekter, ØsterGro og Andreas Høegh fra Musicon-Sekretariatet), 'Feed-Back' (Schmidt Hammer Lassen og Fælleshaven) og 'The #ABC-Strategy' (Gründl Haahr Arkitekter), der alle tre er danske.

Hvem sad i konkurrencens dommerjury?

  • Christian Pagh (formand for juryen) – Direktør og chefkurator ved Oslo Architecture Triennale
  • Hanna Harris - Chief Design Officer, Helsinki
  • Gro Sandkjær Hanssen – Seniorforsker, Velfærd, demokrati og governance ved OsloMet
  • Mikkel Warming (Høje Gladsaxe) – Udviklingschef, 3B
  • Finn Williams - City Architect, Malmö
  • Steffen Møller Borgbjerg (Axelborg) - Direktør, ALBO
  • Natalie Mossin – Institutleder, Institut for Arkitektur og teknologi, KADK.
  • Jan Gehl – Arkitekt og urban ekspert

 

Hvad nu?

I første omgang skal vinderprojekterne præsenteres, når ’Fremtidens Generationskvarterer er temaet for Landsbyggefondens kommende konference i rækken Bystrategisk Udsyn, der næste gang afholdes d. 30. maj 2023. Vinderne får desuden mulighed for at præsentere projekterne til den store UIA arkitektkongres, som løber af stablen 2.-6. juli 2023 og på Almene Boligdage 30. september 2023.

Bykvarterer for flere generationer

'Generationskvarter' er Landsbyggefondens nyudviklede begreb, der skal indfange et bykvarter, hvor mennesker i forskellige aldre bringes tættere på hinanden gennem uformelle møder, fælles aktiviteter og udveksling af færdigheder og erfaring, forklarer Anita Pedersen, teamchef i Center for Boligsocial indsats, Kommunikation og Bystrategi i Landsbyggefonden.

Hun peger på, at det særligt er unge voksne og ældre, der landet over bor alment – men ikke på samme måde:

”I dag er mange bykvarterer multigenerationelle i den forstand, at flere generationer bor i samme område, men kun få steder formår at bygge bro mellem generationerne. Vores vision er, at fremtidens bykvarterer skal være intergenerationelle; dvs. at der sker egentlig interaktion mellem mennesker i forskellige aldre,” siger hun.

Billede 3
Med idékonkurrencen Neighbourhoods for Generations bliver der peget i retning af fremtidens generationskvarterer.

Ensomhed er et stigende problem hos de ældre men i høj grad også hos de unge. Begge grupper ønsker at indgå i, og bidrage til, uformelle fællesskaber, og der kan generationskvarteret være en del af løsningen, forklarer Anita Pedersen.

Et bykvarter er både en samling fysiske strukturer men består også af de sociale netværk, der eksisterer i området. Derfor er det nødvendigt at skabe innovation på alle niveauer af i byudviklingen – det fysiske, det sociale og det administrative.

Boliger til ældre skal tilpasses fremtidens behov

Landsbyggefonden mærker i høj grad den demografiske udvikling i det daglige arbejde, fortæller Steen Birkedal.

”Vi kan se et paradoks i, at der bliver flere og flere ældre, mens vi har masser af ældreboliger stående tomme rundt omkring i landet, hvor kommunerne og boligorganisationerne har store udgifter til tomgangsleje.”

De traditionelle plejeboliger og ældreboliger bliver ikke søgt, fordi de ældre i dag har andre præferencer, forklarer han. Der er altså boliger nok, men de passer ikke til nutidige – eller fremtidige – behov. Derfor skal boligerne omtænkes og tilpasses.

”Vi ved godt, at med en klima- og miljømæssigt forsvarlig tilgang så kommer vi ikke til at nybygge os ud af det her problem. Vi bliver nødt til at kigge på den eksisterende boligmasse i relation til hele byens udbud. Men det er heller ikke nok at fremtidssikre bygningerne rent fysisk. De problemstillinger, vi gerne vil have løst i dag, er ikke kun koncentreret omkring selve bygningsmassen og fysikken, men er ofte mere sociale og adfærdsbetonede. De kræver desuden, at man tænker ud over matriklen og ser på et område i en større sammenhæng,” forklarer Steen Birkedal.

 

Idékonkurrencen er nyeste skud på stammen

Historisk set har den almennyttige boligsektor været central for innovationen på boligområdet i Danmark. Landsbyggefonden støtter også i dag forskning, men det nye er at bruge en idékonkurrence som format for at få løsningsforslag til en større samfundsmæssig udfordring. Idékonkurrencen blev formuleret meget åbent for at få nogle nye, kreative tilgange og løsninger, uddyber Birkedal.

Billede 4
Den almene sektor i Danmark bærer rundt på en stærk tradition for innovation på boligområdet.

”Vi har med konkurrencen fået meget mere viden om, hvordan man fysisk og socialt kan løse det, som af og til omtales som ældrebyrden, men som ikke behøver at være en byrde, hvis vi tackler det ordentligt. Det ser jeg som en del af løsningen til vores fremtidige samfund,” siger han og tilføjer:

”Det er afgørende for os, at vi kan bidrage til at tilpasse vores byer til de fremtidige behov, der er i samfundet. Den almene sektor risikerer at blive irrelevant på sigt, hvis ikke den kan være med til at løfte samfundets udfordringer. Det er jo det, den er skabt til.”

 

Cirkulært mad- og genbrugssystem, flyttekæder, samejerskaber og velfærd

De 78 svar på idékonkurrencen kommer fra hele Norden, men der er også bud fra bl.a. Vietnam, Peru, USA og Sydafrika. Strategierne inkluderer fortætning, transformation og ”undskyldninger” for at mødes, ikke mindst i den vigtige stueetage.

Juryen fremhæver i deres dommerbetænkning, at de fire vindere forener bottom-up- og top-down-strategier for at skabe fremtidens generationskvarterer på deres egen måder. Det er netop afgørende ifølge juryen, at man både udnytter engagementet og ressourcerne i lokalsamfundene, men også de ressourcer, der findes i offentlige og private organisationer.

'The #ABC-Strategy' handler om flyttekæder og boligkarrierer – om hvordan vi kan sikre, at der er forskellige fleksible boligtyper til rådighed, når folk skifter livsfase. Det kan f.eks. handle om at gøre det attraktivt for en ældre borger at flytte ud af deres fireværelseslejlighed – en eftertragtet bolig for en børnefamilie – for i stedet at flytte ind i en velindrettet mindre étplansbolig i samme kvarter.

Billede  5
Her er et uddrag fra #ABC-Strategy’s vinderbesvarelse, hvor fokus er på flyttekæder - hvordan sikrer vi boliger i et kvarter ved skiftet til en ny livsfase?

'Thinking outside the B(l)ox' handler om nye aktiviteter drevet af lokalsamfundene i samarbejde med lokale virksomheder. Boligorganisationerne skal midlertidigt give plads til erhvervsfunktioner og matche virksomheder med lokale ildsjæle i nye forretningsmodeller, der skaber blandede og levende bykvarterer. Samtidigt ønsker man at skabe dialog om en friere regulering af den almene boligsektors sideaktiviteter.

'Nursing the Care' handler om at integrere velfærdsydelser centralt i bykvarteret. På den måde har de ældre nemmere adgang til tilbuddene, som samtidig kan være til glæde for hele kvarteret. Forslaget handler også om at skabe aldersblandede bofællesskaber samt betalelige boliger til sygeplejersker og andet plejepersonale inden for bykvarterets rammer.

Billede 6
Vinderforslaget Nursing the Care foreslår at bringe velfærd og borger tættere sammen ved bl.a. at integrere velfærdsydelser centralt i bykvarteret og at sikre betalelige boliger til sygeplejersker og andet plejepersonale inden for bykvarterets rammer.

'Feed-back' handler om interaktion omkring fælles interesser for mad og genbrug. Mad er noget, der forener mennesker på tværs af kulturer og aldre, lyder det i forslaget, som vil sætte et startup-team til at hjælpe beboerne med at samarbejde om lokal fødevareproduktion, f.eks. urban farming, og upcycling af affald. Forslaget inkluderer en specialdesignet pavillon til møder og fællesspisning.

 

Idéer giver bolden op til debat

De fire vindere får nu hjælp til at videreudvikle deres idéer, som skal præsenteres på Bystrategisk Udsyn-konferencen d. 30. maj, 2023 på en udstilling i Velux’ Living Places i Jernbanebyen, UIA-kongressen, der afholdes d. 2.- 6. juli, 2023 samt på Almene Boligdage i efteråret.

Erfaringerne bliver en del af Landsbyggefondens langsigtede indsats for at finde løsninger i den almene sektor på de udfordringer, som velfærdssamfundet står over for.

Dyk dybere!

Læs mere om konferencen-rækken Bystrategisk Udsyn – og tilmeld dig den gratis konference (fysisk eller digitalt) her: bystrategiskudsyn.dk

Læs mere om Velux Living Places

Besøg hjemmesiden for UIA’s verdenskongres for arkitekter og arkitektur, der afholdes i København d. 2-6. juli, 2023. Det er verdens største kongres om bæredygtig arkitektur og byggeri.