Velfærden udvikles gennem nye samarbejder på tværs – og er en sund forretning

Af Louise Skøtt Gadeberg, foto: Julius Waag

Boligområdet Ellekonebakken hviler med sine grønne plæner, lysegule murstensfacader og fantastiske udsigt roligt og idyllisk på toppen af Viborg. 

Selvom de 536 lejemål fra midt-tresserne ligger smukt fordelt på et stort, grønt område, og Boligselskabet Sct. Jørgen her kan tilbyde både rækkehuse, lejligheder og ungdomsboliger, rummer området også nogle udfordringer.

Mennesker skal flyttes – men ikke fysisk

I Ellekonebakken er mange af beboerne af anden etnisk herkomst, mange er uden uddannelse eller job, mange har udfordringer, der fordrer en tæt dialog med kommunen, og mange vejer tungt i både den kommunale økonomi og Regeringens ghetto-statistikker.

Det nemmeste ville være at udvande ’udfordringen’ ved at flytte nogle af beboerne til andre områder i byen. Men i Viborg har de besluttet sig for at gøre noget andet.

Nemlig at søge at flytte det enkelte menneske hen mod et mere velfungerende liv som en del af et stærkt fællesskab, forklarer borgmester Ulrik Wilbek (V). 

Målet er det gode liv

”Grundlæggende handler det her om, at alle mennesker i Viborg skal have et godt liv – eller hjælp til at få det. 

Derfor handler vores projekt i Ellekonebakken, der er en del af vores Helhedsplan for vores fem udsatte boligområder, om, hvordan man gør det i praksis, forklarer Wilbek og fortsætter:

”Klog af tidligere tiders tiltag har vi valgt ikke at flytte eller fortynde ’problemet’ til andre boligområder. Vi forsøger i stedet at gøre flere og nye ting for at styrke området”.

Han understreger, at det at området er landet på en ghetto-liste hverken betyder utrygge beboere, kriminalitet eller andre ’hårde’ problematikker. Men:

”Ellekonebakken som område ligger fysisk isoleret, og man kommer ikke lige herop, medmindre man bor her eller skal besøge nogen. Det skal der laves om på, slår Wilbek fast:

”Området skal åbnes op og integreres i vores fælles by gennem sociale aktiviteter, der trækker gæster hertil og får beboerne herfra ud i resten af byen, samt via infrastrukturelle tiltag som nye veje og broer til området”.

Fra job-praktik til selvforsørgelse

Solen bryder trodsigt gennem de grå skyer på himlen og fylder fælleshuset på Ellekonebakken med lys via det store ovenlysvindue. 

Neden under vinduet sidder Diane Masud og Susanne Raundahl sammen med tre kvinder fra Syrien og Somalia. Kvinderne lyser op, som de sidder der i solen iklædt alverdens glade farver og mønstre.

”I dag taler vi om, hvordan det er svært at få en jobpraktik til at udvikle sig til et reelt job. For det er det, kvinderne helst vil. Have et job, klare sig selv og tjene sine egne penge”, fortæller Diana Masud, der bl.a. har arbejdet i Ellekonebakke-området i 10 år.

Hun er både tilknyttet myndighedsteamet og indsatsteamet, dvs. både træffer myndighedsbeslutninger og er med ude i området og i de nære dialoger og aktiviteter med beboerne.

”Kort sagt er vores arbejde rykket ud af kontorerne og ind i borgernes hverdag, og det giver en enorm tryghed for beboerne, siger Diana Masud og fortsætter: 

”Via vores kontor her i Ellekonebakken og daglige gang i området kommer vi virkelig mange potentielle problematikker i forkøbet, fordi vi hele tiden kan holde gang i processen og beboerne beder om hjælp, før problemerne vokser dem over hovedet”.

Tværgående faglighed i spil

Den nye hverdag i Ellekonebakkeområdet betyder også, at Diana Masud og hendes kollegaer er nødt til at kigge ud over deres egen faglighed og tænke i sammenhænge og løsninger på tværs af myndighedsområder. 

”Det giver god mening, at det er mit og ikke borgerens ansvar at være stifinder i det kommunale system, selvom det betyder, at jeg løser opgaver uden for mit klassiske fagområde, konstaterer hun og fortæller videre:

”Fordi lige nu er hjælp til f.eks. privatbudget og oprettelse af Betalingsservice lige det, der kan give en fraskilt, syrisk kvinde med tre børn overskud til at søge job”.

Det samme oplever Susanne Raundahl, der er en del af indsatsteamet under Det Boligsociale Fællessekretariat og har til opgave at være bindeled til det kommunale system, til civilsamfundet og til områdets private aktører.

”Borgerne er meget positive og føler, at de får hurtigere og mere konkret hjælp, fordi vi kender dem og deres problematikker. Den her måde at bedrive borgernær kommune på – det virker bare,” pointerer hun:

”Jeg arbejdede i området før indførelsen af Helhedsplanen, men det har gjort mit arbejde meget nemmere, at brobygningen kan foregå der, hvor borgerne bor.”

Opgør med kommunal søjletænkning

Søren Aakjær har tidligere arbejdet med boligsocialt arbejde i Aarhus Kommune, men kom i 2019 til Viborg Kommune som ny direktør for Børn & Unge. 

Selvom Ellekonebakkens udfordringer er noget blødere end i f.eks. det berygtede Gellerupparken, var udfordringerne i Ellekonebakken til at tage og føle på.

En intern undersøgelse viste, at 50 kommunale medarbejdere havde aktive sager vedrørende beskæftigelse ude i Ellekonebakkeområdet, fordi arbejdet foregik på baggrund af CPR-numre og ikke geografi.

Da effekten af indsatserne langt fra var tilstrækkelig, måtte de gøre noget andet - f.eks. kigge indad og ændre egne strukturerer for at opnå en reel forandring:

”Det har krævet en del intern, kommunal selvransagelse og benarbejde at gøre op med den kommunale søjleopdeling og kompleksitet og begynde at bedrive kommune på en ny måde, erkender Aakjær og fortsætter:

”Men det er ikke borgernes ansvar at finde rundt i det kommunale system. Kommunen er jo til for borgerne, og derfor skal borgeren være i centrum.”

Derfor måtte udgangspunktet for forandringerne i Ellekonebakken være de relationer, hvor der i forvejen var tillid mellem beboere og kommune.

”Medarbejderne i børnehaven brugte beboerne eksempelvis allerede til alt muligt andet. Her var et tillidsbånd, og de ansatte blev opfattet som kommunens repræsentanter og som en tryg vej ind i systemet,” fortæller Aakjær og siger videre:

”Den tillid ville vi bruge til noget godt. Derfor reducerede vi antallet af medarbejdere i området og gav dem, der i forvejen havde tillidsrelationer til beboerne, bredere, faglige beføjelser, så de kunne hjælpe beboerne mere frit.”

Ny struktur kræver øvelse og tid

Det nye ved den fremskudte kommune – ud over kontoret i Ellekonebakken – er nemlig også denne mere tværgående tilgang til, hvad den enkelte medarbejder kan hjælpe en borger med.

Det gav nogle økonomiske dønninger internt i Viborg Kommune, idet de økonomiske midler trods tværgående indsatser stadig var søjleopdelte. Derfor er Ellekonebakken tildelt en særstatus som projektområde.

”Da jeg fik ansvaret for det her projekt, fik jeg samtidig mandat til at råde over alt, hvad kommunen havde af arbejdskraft og aktiviteter påpeger Aakjær og udtaler videre:

”Det gav samtidig et stærkt mandat, at ledelse, politikere, boligselskab og Boligsocialt Fællessekretariatet bakkede - og stadig bakker - så solidt op om dette arbejde.” 

Men flere medarbejdere og ledere har været nervøse for at gøre noget andet end det, de plejede – og for ikke at gøre det godt nok, fortæller han. 

”Der har vi måtte garantere alle tilgivelse på forhånd for at få alle til at gå helhjertet ind i denne nye arbejdsstruktur. Det her er jo en investering på den lange bane, og ingen ved endnu, om det her giver økonomisk mening,” siger Aakjær og slår fast:

”Men det er det, vi tror på. Foreløbig giver det menneskelig mening – og det er også en god forretning i sig selv”.

”Vores arbejde her handler om mennesker”

Arbejdet i Ellekonebakken handler grundlæggende om ikke bare at flytte mennesker fra et boligområde til et andet – men om at flytte det enkelte menneske, mener direktør i Boligselskabet Sct. Jørgen, Hans Erik Lund. 

I direktørens optik er det ikke en dårlig ting, at de boligsociale opgaver ligger i samme geografiske område, selvom det ’ikke duer at være på en ghetto-liste’. Slet ikke, når Ellekonebakken er hyggeligt, trygt og fri for ballade: 

”Der er ikke noget i vejen med, at 400 mennesker fra samme land nyder at bo tæt på deres landsfæller i et boligområde.”

”Men hvis det betyder, at det afholder dem fra at få jobs og uddannelse - og børn og unge i området derfor ikke har gode rollemodeller at spejle sig i - ja, så skal vi sætte ind”, siger Hans Erik Lund.

I Ellekonebakken er der derfor flere processer i gang, bl.a. udfoldelsen af Helhedsplanen med et budget på knap 500 millioner til blandt andet byggefysiske forbedringer i form af mere tilgængelige boliger og renovering af eksisterende boliger.

Men arbejdet i området handler om langt mere end byggetekniske forbedringer. 

”Vores arbejde her handler om mennesker. Ingen beboere skal flyttes, fordi de er en del af en statistik.” fastslår direktøren og fortsætter:

”Vores vision handler om, at beboerne her i højere grad skal føle sig som en del af Viborg by og det omgivende civilsamfund – om sammenhængskraft og om, at alle er en vigtig del af fællesskabet.”

Fysisk sammenbinding af fællesskabet

Området Ellekonebakken ligger på toppen af Viborg by og er derfor trafikalt isoleret fra resten af byen. 

Det faktum understøtter ikke den sammenhængskraft og fællesskabsopbygning, som alle involverede i projektet i området ønsker og arbejder for. 

Midlerne fra Landsbyggefonden skal derfor også bruges til at skabe flere fysiske veje ind i området. Det kræver desværre, at en bygning fjernes – ikke for at fortynde ’problematikken’ men for at skabe merværdi.

”Alle nye tiltag skal ikke bare give værdi - men merværdi. Når vi bygger en ny gangbro, handler det derfor om sammenbinding på mange planer,” påpeger boligselskabets direktør og fortsætter:

”Fokus på merværdi gælder f.eks. også tværkulturelle fællesskaber i vores nyttehaver, når vi tænker i vandforbrug og bæredygtighed via vores grundvandspumpeanlæg, og når vi sammen med beboerne bygger EXPO – vores sociale mødested midt i området osv.”  

Boligselskabets direktør Hans Erik Lund runder af: ”Det her virker, fordi alle løfter, og det er social bæredygtighed på fineste vis, slår han fast og slutter:

”Derfor har vi fået vores løsningsmodel DGNB-certificeret med guld - for derved viser vi vores beboere, at de også er en del af en vigtig samfundsudvikling – at de er med til at tage ansvar og er vigtige for fællesskabet.”