»Vi vil gerne have, at det ser ud, som det har været. Det er charmen.«

Som nabo til Hammeren, den enorme klippe af granit på Bornholms nordspids, ligger der en række af lave, røde huse. Der er en god forklaring på placeringen, for husene blev opført som boliger til stenarbejdere og smede i 1890-1891, da der blev brudt granit i området - faktisk så meget, at det efterlod dybe ar i klippen.

Stenværket er væk. Stenarbejderhusene, som de hedder, blev overtaget af kommunen - og nogle af dem blev anvendt i forbindelse med et plejehjem, som blev bygget lige ved siden af. Senere købte Lejerbo de 11 huse, og de udgør nu Afdeling 643-0 i denne almene boligorganisation.

Boligerne i Sandvig er erklæret for bevaringsværdige. Så der er tale om en afdeling, som oplever både glæderne og udfordringerne ved at bo i en smuk bebyggelse, hvor det er obligatorisk at opretholde det oprindelige udtryk udvendigt. Kun indvendigt er der åbnet for at lave om.

Charmen ved det oprindelige

»Vi vil gerne have, at det ser ud, som det har været. Det er charmen. Det er mit indtryk, at de fleste godt kan lide det nostalgiske ved det,« siger afdelingsformand Kirsten Juel Jensen, som inviterer indenfor på en dag med rusk og regn.
 
Kirsten Juel Jensen flyttede til Stenarbejderhusene og dermed til Bornholm for tre år siden fra København, da hun sluttede med at være erhvervsaktiv, og hun har ikke et øjeblik fortrudt skiftet fra storbytilværelse til livet på en ø.

I hendes bolig, hvor Madam Blå-køkkengrej er med til at sætte stemning, slutter 89-årige Svend Klausen sig til selskabet. Han er født og opvokset i Stenarbejderhusene, og han er tilbage som beboer i en af boligerne efter en række mellemliggende år, hvor han blandt andet sejlede patrulje i Østersøen.

»Det er bevaringen, der gør bygningerne enestående,« siger Svend Klausen.

Fine bygningsdetaljer

Stenarbejderhusene, som lokalt kaldes »Langelinie«, er en sammenføjning af fine bygningsdetaljer. Murværket er i blanke, røde sten og med brændte fuger, og det står på sokler af granitsten. Fordørene og de dannebrogslignende vinduer er grønmalede. Taget er rødt og består af vingetegl. Tagrenderne er af zink. Hver bolig har en lille forhave, indhegnet af et træstakit mellem støtter af granit. Bagsiden af husene er gule, og baggårdene er omgivet af mandshøje mure, der de fleste steder er belagt med teglsten øverst.

Stenarbejderne boede trangt, men siden deres tid er de to boenheder i hvert hus forvandlet til én. Der er også foretaget en renovering. Tilbage står en række boliger, som i størrelse varierer mellem 43 og 88 kvadratmeter. Huslejen svinger mellem 4.700 kroner og næsten 8.300 kroner månedligt, afhængigt af boligstørrelse.

Huslejen er relativt høj for Bornholm. Hovedparten af beboerne er pensionister eller førtidspensionister og har adgang til boligydelse, hvilket gør det muligt for dem at overkomme lejen. Det høje huslejeniveau skyldes foruden et økonomisk efterslæb i afdelingen de ekstra udgifter til vedligeholdelse, fordi boligerne er bevaringsværdige.

Istandsættelse koster ekstra her

Kirsten Juel Jensen fremviser eksempler på, hvordan det kan være svært at følge med, når det gælder vedligeholdelse: Murene rundt om baggårdene har dybe revner flere steder, sten på hendes bagtrappe er løse, adskillige teglsten er repareret med lim, og en defekt samling på zinktagrenden er lappet med gaffatape.

»Istandsættelse koster ekstra her. I sig selv er det en byrde at skulle holde sig inden for de økonomiske rammer,« siger Kirsten Juel Jensen. Hun oplyser, at alle boliger er udlejet for tiden, men at der ofte har været tomme boliger, og så kommer der også udgifter derfra, som afdelingen skal være med til at bære.

»Her er dejligt, men dyrt,« konstaterer Svend Klausen.

Et boligmarked under forandring

Stenarbejderhusene er påvirket af den generelle udvikling i boligsektoren på Bornholm. Almene boliger er udsat for skærpet konkurrence fra ejerboliger, fordi priserne på huse er styrtdykket de seneste 10 år.

Årsagen til prisfaldet er en nettofraflytning gennem længere tid, som Bornholm kæmper for at undgå. Hertil kommer lave renter på lån til ejerboliger.

Netop i et forsøg på at bremse affolkningen og stabilisere boligmarkedet besluttede Bornholms Regionskommune i 2013 at ophæve bopælspligten uden for otte store byområder på øen. Beslutningen blev bekræftet ved en evaluering sidst i 2016 og betyder, hvor der ikke er bopælspligt, at en ejer ikke nødvendigvis behøver at sørge for, at dennes bolig er beboet året rundt.

Stenarbejderhusene ligger i Sandvig, hvor bopælspligten er ophævet, mens kravet fortsat gælder i for eksempel tvillingbyen Allinge.

Der er tegn på, at fraflytningen fra Bornholm måske er ved at vende til tilflytning. Som en følge af regionskommunens beslutning melder ejendomsmæglere om et øget salg af boliger, herunder ferieboliger, og dette sidstnævnte trækker økonomisk aktivitet til øen. Det hjælper også, at prisen på transport over land via Ystad-Rønne-færgen er reduceret betydeligt.

»Hvad der generelt er godt for Bornholm, risikerer dog at svække de almene boligorganisationer, hvis folk flytter over i ejerboliger. Og det er typisk ressourcestærke beboere, som flytter,« oplyser Per Raunslund Olsen, der følger udviklingen i sin egenskab af tilsynsførende i Bornholms Regionskommune med de almene boliger.

Bredere fordeling af byrder

Afdeling 643-0 (= Stenarbejderhusene) er en af syv afdelinger på Bornholm under Lejerbo. De øvrige afdelinger ligger i Rønne, Hasle, Gudhjem, Nexø og Allinge.

Lejerbo er ved at tage stilling til konsekvenserne af affolkningen af dele af Bornholm og de ændrede regler for bopælspligt. Som et led i dette arbejde er Lejerbo i dialog med Bornholms Regionskommune samt med Landsbyggefonden, som gerne ser en samlet plan for Bornholm.

»Den nemmeste og billigste løsning vil være at slå flere boligafdelinger sammen og dermed fordele byrderne.«

»Det er ikke helt enkelt at drive en afdeling med bevaringsværdige boliger, hvis afdelingen er lille, og bevaringen medfører ekstra omkostninger,« siger Michael Glenvad Andersen, driftschef i Lejerbo.

Hjælp til kommuner og boligorganisationer

Ifølge reglerne er det landets kommuner, der overvåger, hvilke bygninger i deres område der har kulturhistoriske eller arkitektoniske kvaliteter, som gør dem bevaringsværdige. Landsbyggefonden understøtter dette arbejde ved også at foretage
vurderinger af bevaringsværdi og kan således komme kommunerne til undsætning.

»Vores intention er også at sikre, at bevaringsværdig arkitektur ikke forringes ved en renovering, men at den tværtimod videreføres i forhold til, hvad der er typisk for perioden og for området,« siger Sune Skovgaard Nielsen, arkitekt og byggeteknisk konsulent i Landsbyggefonden.

»Vi finder det vigtigt at gøre boligorganisationerne og deres rådgivere opmærksom på, hvordan de værner om deres bygninger ved renovering. Hvis Landsbyggefonden yder støtte til en renovering, er fonden også medbestemmende om, hvilke materialer og løsninger der vælges,« siger Sune Skovgaard Nielsen. Han understreger, at Landsbyggefonden tager hensyn til behovet, når fonden fastsætter støttens størrelse.

Præmieret for bevaringsarbejde

Svaneke i øst-enden af Bornholm har historisk gjort en kolossal indsats for at bevare bymiljø og boligmiljø. Der blev lavet en ambitiøs bevaringsplan i 1969, som er fulgt op flere gange siden og indebærer, at udvendige ændringer af bygninger skal være i overensstemmelse med den oprindelige bygningsudformning og forudsætter tilladelse fra øens myndigheder.

Desuden har borgerne haft en tradition for omhyggelig vedligeholdelse af deres huse.

Indsatsen blev belønnet med Europarådets guldmedalje i 1975 for fremragende bybevaring. Og Svaneke blev kåret til Danmarks smukkeste købstad i en konkurrence gennemført af Bygningskultur Danmark i 2013.

»Vi har en stor sum af flotte huse. Vi er stolte over at sikre kulturarven,« siger Eigil Jensen, når han bliver bedt om at forklare værdien ved bygningsbevarelse. Eigil Jensen er næstformand i Byforeningen Svanekes Venner, som arbejder for en målrettet bevaring af Svanekes by.

"Bevaring af bygninger gør byen til en helhed. Det bliver et smukkere sted at bo,« siger Kirstine Jørgensen, som står for Svanekes Venners byvandringer.

Bevaring øger attraktionsværdi

På denne blæsende dag er det Eigil Jensen, som fører an rundt i de smalle, skrånende gader, hvor bindingsværkshuse og bindingsværksgårde breder sig op fra klipperne på havnen. Han gør holdt ved et mindre rødt hus, som er under renovering, og peger på en genskabt såkaldt øretæve. Det er en særlig Svaneke-gavlknægt, smukt udskåret, der hviler på hjørnestolperne og bærer murstenene, som dækker hullet mellem spær og tag. Gavlknægten giver huset ører.

Eigil Jensen præsenterer andre Svaneke-bygningsspecialiteter på rundturen, blandt andet en vinterdør - en fordør i to lag - der skal holde kulden ude. De fleste huse er kalket med en varm gul farve, men der er også blegrosa og blå iblandt. Eigil Jensen fortæller, at der er frit farvevalg under hensyntagen til de nærmeste omgivelser.

Svanekes Venner er historisk blevet taget med på råd af myndighederne på Bornholm om bevaring og repræsentanterne udtrykker håb om, at Bornholms Regionskommune tager skridt til at videreføre dette samarbejde fra tiden med fem kommuner på øen. Foreningen har desuden stiftet en bevaringsfond, som yder mindre tilskud til bevaring af bygningsdetaljer.

Svaneke levede oprindeligt af fiskeri, skibsbygning og handel via havnen. Nu bliver der fremstillet en vifte af fødevarer i Svaneke, som er egnsprodukter - øl, kryddersild, lakrids, is og meget andet. Den vigtigste indtægtskilde for byen, som har cirka 1.100 indbyggere, er turisme.

»De mange velbevarede bygninger er også med til at trække folk til byen,« konstaterer Kirstine Jørgensen fra Svanekes Venner.

Fotos i artiklen: Lars Just