Det almene byggeri fra 1940’erne og 1950’erne fylder meget i vores byer – i vores hverdag og i vores danske selvforståelse. Landet over ligger boligområder som dét i Jyllandsgade i Randers uden at gøre voldsomt væsen af sig.

På samme tid, er et boligområde som det i det nordvestlige Randers med til at fortælle en vigtig historie. Professor Claus Bech-Danielsen er på sporet.

Ideologi og selvforståelse i mursten

Efterkrigstiden betød, at mennesker i stort omfang flyttede ud af bykernernes beklumrede baggårde til en ny og anderledes måde at bo på. Den dominerende parole var et sundt boligliv under åben himmel med masser af lys og luft. Kernefamilien skulle trives i gode, velplanlagte boliger – børnene kunne lege på de grønne fællesarealer.

Overlegen kvalitet i stilfærdige rammer

Som videoen viser, så er det ikke arkitektonisk tant og fjas, der møder én i boligområdet omkring Jyllandsgade og Sjællandsgade. Boligblokkene er i fem etager, men trods deres størrelse, gør de ikke megen væsen af sig.

Efterkrigstidens almene byggerier var præget af få, gedigne materialer – men også af en materialeknaphed, der blandt andet betød, at man ikke havde råd til at sortere i de skæve, forbrændte mursten, men næsten brugte rub og stub. Resultatet giver et spil i murværket, der nærmest ikke kan genskabes i dag.

Renovering af kulturarv er en balancegang mellem fornyelse og bevaring

Efterkrigstidens byggeri betragtes i stigende grad som bygningsarv. De almene bebyggelser udgør milepæle i dansk arkitektur og manifestationer for det danske velfærdssamfund, peger professoren på.

Denne bygningsmasse er kommet i reperationsalderen. Desuden er nyere krav om øget tilgængelighed og større lejligheder kommet til. I boligforeningens bestræbelser på at gøre boligerne tidssvarende og fremtidssikrede klinger bevidstheden om boligernes historiske værdi med.