Renovering med fokus på fælleskab

Lemvig

Bo I Lemvigs afd. 2 Romvej

Boligerne blev bygget i 1947 som boligblokke med 24 lejligheder i 3 forskellige størrelser i hhv. tre- og fireværelseslejligheder. Konstruktionen bestod af massiv mur op til første sal, og herefter var der hulmur. Der var ingen isolering i ydermuren eller i kælderens loft, så der trak kulde op fra undergrunden. Trods mange udfordringer, er området nu renoveret med øget livskvalitet og fællesskab for øje.

Ikke flere lappeløsninger

Boligerne er løbende blevet renoveret, og der blev i 1994 bl.a. renoveret køkkener og vinduer, samt installeret nye badeværelser.

Bebyggelsen fik også nye termoruder i 200. Her valgte man dog ikke at skifte kældervinduerne.

Trods de løbende renoveringer var rummene stadig små og uhensigtsmæssige.

I 4-værelseslejlighederne kunne man fx kun få adgang til det sidste værelse ved at passere gennem et andet. De trængte til at blive nutidssvarende.

Se boligernes forvandling i videoen nedenfor:

Selvom man undervejs i renoveringen har stødt på en del udfordringer, bl.a. råd og borebiller, har resultatet været det hele værd.

Da ydermuren skulle pilles ned, valgte man at gøre det manuelt for ikke at ødelægge den tilbagestående indermur.

Der blev udbedret revner og rustent jern ved vinduespartierne, og alle overliggere ved vinduer og døre blev også udskiftet med nye.

Fugt og råd

Råd i rem og borebiller i spærrerne betød endnu flere reparationer og udskiftninger. 

Da der skulle monteres nyt undertag samt lægter på halvdelen af tagfladen, opdagede man, at der også var råd i remmen under tagspærrerne.

Det var derfor nødvendigt med en udskiftning af hele taget samt at udskifte spærrerne med nye.

Lyset for enden af tunnellen

Nu er alle lejlighederne 3-værelseslejligheder, som varierer i størrelsen mellem 89 og 109 kvm.

De nedlagte trappeopgange er blevet lagt til lejlighedernes areal, som derfor er blevet større.

Lejlighederne har fået nye køkkener, badeværelser, døre og større altaner – sidstnævnte med fokus på at øge beboernes livskvalitet og trivsel.

Der er også etableret et nyt gårdmiljø, som giver mulighed for at dyrke fællesskabet og øge sammenhængskraft mellem beboerne.