Demografiske forskydninger betyder ændrede krav til almene boliger. Andelen af kernefamilier er faldende, mens over halvdelen af almene lejemål bebos af én person. Og som Claus Bech-Danielsen fortæller i videoen, har rigtig mange i denne gruppe rundet de 60 år:

Med alderen kan fysiske funktionsnedsættelser støde til. Og da denne gruppe fylder rigtig meget i en boligforenings udlejningregnskab, giver det indlysende god mening at udfolde betydelige anstrengelser for at møde denne gruppes behov.

Tilgængelige boliger har oftest tre fokuspunkter

Bestræbelser på at øge graden af tilgængelighed i et boligliv kan have tre fokuspunkter – og starter typisk langt fra boligen:

• Fokus på udearealer. Eksempelvis skal adgangen fra parkeringspladsen til opgangen optimeres.
• Fokus på opgange. Eksempelvis ved installation af elevatortårne.
• Fokus på selve boligen. Eksempelvis skal beboelsesrum og badeværelse være bekvemt at bruge med rullestol og rollator.

Når forhold som disse er højt placeret på lystavlen, er det muligt for den enkelte beboer at blive længst muligt i boligområdet.

I videoen fortæller Anne-Mette, hvordan tilgængelighedstiltag har gjort det muligt for hende at blive boende i Tibberupparken.

Baggrund for renoveringen for øget tilgængelighed

Da Tibberupparken blev opført, var det primært med tanke på kernefamilierne, der skulle flytte til lys og luft i forstæder som Espergærde.

I dag er kernefamilierne (forstået som 2 voksne og to børn) en uddøende race i det almene byggeri. De står for ca. en tiendedel af lejemålene.

Anderledes forholder det sig med enlige, der står for mere en halvdelen af udlejninger i den almene sektor. Og flere og flere af disse runder de 60.

Derfor er kravene om tilgængelige boliger ligeledes stort og stigende.