Regler om Landsbyggefondens garantiordning for afdelingsmidler

I medfør af lov om almene boliger m.v., § 88, har Landsbyggefondens bestyrelse fastsat følgende regler om fondens dækning af tab på afdelingers midler, som forvaltes af almene boligorganisationer.

§ 1

Fonden dækker ethvert tab på almene afdelingers midler, som forvaltes i almene boligorganisationer.

§ 2

Fondens udbetaling af beløb til dækning af en afdelings tab forudsætter, at det er godtgjort, at afdelingen har et aktuelt behov for anvendelse af beløbet, og at beløbet ikke kan dækkes af boligorganisationens disponible egenkapital, herunder boligorganisationens dispositionsfond.

§ 3

Fondens dækning af en afdelings tab er at betragte som et udlæg for boligorganisationen således, at fonden samtidig overtager de rettigheder, som afdelingen havde mod boligorganisationen i forbindelse med udlægget. Når boligorganisationens økonomi tillader det, kan fonden kræve udlægget tilbagebetalt. Udlægget tilskrives renter svarende til Nationalbankens diskonto til enhver tid.

§ 4

Fondens hæftelse for dækning af afdelingernes tab er begrænset til følgende midler:

a. Fondens dispositionsfond.

b. Fondens reservefond i det omfang dens midler ikke er anvendt til driftsstøttelån, øvrige udlån eller kapitalindskud m.v.

c. Såfremt midlerne under a og b ikke er tilstrækkelige, kan i nødvendigt omfang anvendes midler fra den fælles moderniseringsfond.

d.Landsdispositionsfonden jf. lov om almene boliger m.v. § 90.

§ 5

Særlige betingelser er gældende, hvis flere almene boligorganisationer, herunder et alment andelsselskab eksempelvis i kraft af administrationsfællesskab ønsker at anbringe bl.a. deres afdelingsmidler på fælles bank- og depotkonti. Kravene gælder dog ikke for datterorganisationer af en almen forretningsførerorganisation, jf. bekendtgørelse nr. 372 af 19. juni 1998 om drift af almene boliger m.v., § 45, stk. 2, nr. 1, eller for almene boligorganisationer, hvis midler forvaltes af advokater, jf. bekendtgørelsens § 45, stk. 2, nr. 2.


a. Bank- og depotkontiene skal lyde på samtlige deltagende almene boligorganisationers navne og kun på disse. Det forudsættes, at midlerne alene hidrører fra almene boligorganisationer.


b. Etablering af fælles forvaltningsordning skal anmeldes til fonden inden dens iværksættelse. Efter retningslinierne i lov om almene boliger m.v. § 25 indsendes årsregnskab m.v. vedrørende anmeldte fælles forvaltningsordninger og eventuelt administrationsfællesskab til fonden.


c. Den fælles forvaltningsordning skal ske under betryggende bogføringsmæssige forhold. En afstemning af de tilstedeværende beholdninger med de løbende mellemregningsforhold indsendes hvert kvartal attesteret af revisor til fonden senest 1 måned efter kvartalets udløb. Revisionen skal ske i overensstemmelse med By- og Boligministeriets revisionsinstruks af 23. december 1998.


Stk. 2.

Hvis en almen boligorganisation ønsker at anbringe egne midler og afdelingsmidler i en særlig afdeling af en dansk lovreguleret investeringsforening, der alene har almene boligorganisationer som investorer, jf. bekendtgørelse nr. 1080 af 23. december 1998 om ændring af bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v. § 1, nr. 10, skal anbringelsen anmeldes til fonden efter stk. 1, b.

Ændret på bestyrelsesmøde den 24. marts 1999 og godkendt af by- og boligministeren ved brev af 13. april 1999.

Ordforklaringer

Landsdispositionsfonden

Lovbestemt konto i Landsbyggefondens regnskab. Fonden kan yde særlig driftsstøtte til problemramte boligafdelinger. Oprettet ved lovændring i 1987.