Regler for støtte til beboerrådgiver(e) m.m.

I medfør af lov om almene boliger m.v. samt støttede private andelsboliger, § 95, stk. 1, har Landsbyggefondens bestyrelse fastsat følgende regler om tilskud til beboerrådgiverordninger efter lov om almene boliger m.v. samt støttede private andelsboliger, § 92, stk. 2.

Ansøgningsprocedure

 

§ 1

Støtte i form af tilskud til forebyggende arbejder rettet mod boligområdet og de enkelte beboere, herunder støtte til ansættelse af beboerrådgivere, kan i perioden 2003-2008 gives til almene boligafdelinger med væsentlige økonomiske problemer eller problemer af anden karakter.

  

Stk. 2.

Fondens tilskud kan udgøre indtil 50 pct. af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1. Det er en forudsætning for fondens støtte, at boligorganisationen og kommunen betaler den resterende udgift. Fondens bestyrelse fastsætter en maksimal ramme pr. beboerrådgiver for fondens tilskudsgrundlag opdelt i 3 geografiske områder.

 

§ 2

Ansøgning om støtte skal indsendes af boligorganisationen gennem kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor afdelingen er beliggende, til Landsbyggefonden inden den 1. april 2003.

  

Stk. 2.

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om følgende forhold:

  • Afdelingens situation
  • Tidligere ansøgninger om tilskud til beboerrådgiver
  • Hvilke aktiviteter, der påregnes gennemført 
  • Målgruppe
  • Lønudgifter til beboerrådgiver
  • Aftale mellem boligorganisation og kommune, jf. § 1, stk. 3

  

Stk. 3.

Fonden udsender en nærmere specifikation af krav til ansøgningernes form og indhold.

 

§ 3

Landsbyggefonden tilrettelægger behandlingen af ansøgningerne, og meddeler inden den 1. juli 2003 tilsagn om støtte.

  

Stk. 2.

Landsbyggefonden kan gøre sin behandling af en ansøgning afhængig af, at boligorganisationen og kommunalbestyrelsen stiller de nødvendige oplysninger til rådighed.

  

 

Støtteperioden

§ 4

Støtten kan udbetales i maksimum 5 år fra iværksættelsestidspunktet for beboerrådgiverordningen. Ved udgangen af 2008 bortfalder støtten uden varsel.

  

 

Udbetalingsprocedure m.m.

§ 5

Støtten udbetales á conto kvartalsvis bagud til den boligorganisation, hvor beboerrådgiveren er ansat. De bevilgede midler skal afholdes til formålet, jf. lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., § 92, stk. 2.

stk. 2.

Støtten kan standses, hvis betingelserne i tilsagnet ikke overholdes, hvis der ikke afholdes udgifter til formålet, eller hvis boligafdelingen ophører med at have almen status. Eventuelt for meget udbetalt tilskud skal ligesom uberettigede tilskud uden unødigt ophold tilbagebetales til fonden. Boligorganisationen skal straks give fonden underretning, hvis forudsætninger og de anførte betingelser ikke længere opfyldes.

  

 

Tilskudsberettigende udgifter

§ 6

Tilskudsberettigende er primært udgifter til løn til beboerrådgiver(e), sociale bidrag, kontorhold, lokaleleje, men også rejseudgifter i forbindelse med møder og arrangementer i erfa- og evalueringsaktiviteter samt beboerrettede aktiviteter.. Udgifter til studierejser til udlandet kan ikke indregnes i grundlaget for tilskud fra fonden.

  

Stk. 2.

Anlægsudgifter i mindre omfang kan aktiveres og afskrives over bevillingsperioden som underfinansiering (f.eks. kontorinventar, PC og lignende.). Feriepengetilsvar indgår - evt. successivt - som en del af lønudgiften over en tilsvarende periode.

  

Stk. 3.

Boligorganisationens eventuelle udgifter til overordnet administration af ordningen dækkes ikke af fondens tilskud. Det er boligorganisationens udgifter, der indgår i den årlige, revisorattesterede opgørelse. Opgørelsen skal dække finansåret (kalenderåret) uanset boligorganisationens regnskabsår. Eventuelt for meget udbetalt tilskud skal tilbagebetales fonden i forbindelse med den årlige opgørelse.

  

 

Særlige, tilskudsberettigende lønudgifter m.v.

§ 7 - Afskedigelse

Ved afskedigelse kan driftstilskud fra fonden anvendes til at afvikle de i overenskomsten aftalte fratrædelsesvilkår. Såfremt boligorganisationen pådrager sig bod eller erstatning ved ikke at have overholdt gældende aftaler, må boligorganisationen udrede dette økonomisk. Fondens driftstilskud kan således ikke anvendes til erstatning, bod, m.v.

  

§ 8 - Barselsorlov

Ved barselsorlov kan boligorganisationen ansøge om at få dækket de ekstraomkostninger, der lønmæssigt er i forbindelse med ansættelse af en barselsvikar. Boligorganisationen skal ansøge fonden i hvert enkelt tilfælde om supplerende tilskud og fondens tilsagn vil være afhængig af, hvorvidt der er midler tilbage på en restpulje.

  

§ 9 - Langtidssygemelding

Ved langtidssygemelding gælder de samme bestemmelser som ved barsel. Den enkelte boligorganisation kan få supplerende tilskud til dækning af meromkostningerne efter ansøgning til fonden.

  

 

Forskydning af tilskud mellem de 5 kalenderår

§ 10

Udgifter skal bogføres korrekt i de enkelte finansår (kalenderår). Man kan således ikke selv flytte udgifter rundt år for år, men skal søge fonden om ekstra tilskud fra en restpulje, hvis der er sket en forskydning i udgifternes afholdelse fra et år til et andet år.

  

 

Evaluering og formidling

§ 11

Der afsættes centralt midler til evaluering og formidling. Det er en forudsætning for fondens støtte, at beboerrådgiveren(-ne) indgår i samarbejdet om disse aktiviteter og at beboerrådgiverarbejdet tilrettelægges således, at det er muligt for beboerrådgiveren at deltage i erfa- og udviklingsaktiviteter.

  

 

Regnskabsaflæggelse

§ 12

For de afholdte udgifter vedrørende beboerrådgiverordningen (excl. sociale aktiviteter) i et kalenderår, skal der inden udgangen af januar måned i det følgende år indsendes et revisorattesteret regnskab over de afholdte udgifter m.v. uanset boligorganisationens regnskabsår.

  

Stk. 2.

Eventuelt for meget udbetalt tilskud i et kalenderår skal ligesom uberettiget modtaget tilskud tilbagebetales til fonden inden udgangen af januar måned det følgende år.

  

Stk. 3.

Boligorganisationen skal i regnskabet anføre beboerrådgiverens navn og ansættelsestidspunkt. Såfremt der har været udskiftning af beboerrådgiveren i regnskabsperioden skal ansættelsesperiodenfor den afgående beboerrådgiver være angivet samt ansættelsestidspunktet for den nye beboerrådgiver.

  

 

Overgangsregler

§ 13

En beboerrådgiverordning, der modtog støtte indtil den 31. december 2002, kan fortsat i 2003 modtage støtte fra fonden, hvis fonden senest den 17. februar 2003 har modtaget dokumentation for, at der er indgået aftale mellem boligorganisationen og kommunen om dækning af restudgifterne, jf. § 1, stk. 3.

Støtte i perioden 2004-2008 kræver fornyet ansøgning, jf. § 2.

  

 

Således vedtaget på bestyrelsesmøde d. 11. december 2002 til ikrafttræden 1. januar 2003.

Erhvervs- og Boligstyrelsen har godkendt regulativet den 16. december 2002.

Jesper Nygård, formand

  

  

 

Konteringsvejledning

Boligorganisationens udgifter til beboerrådgivere, sociale aktiviteter m.v. bogføres i boligorganisationens regnskab på konto 516, Særlige aktiviteter.

Såfremt en boligorganisation er administrator for en beboerrådgiverordning, som dækker afdelinger evt. i flere boligorganisationer, fordeles de fælles udgifter efter en aftalt driftsoverenskomst ud på de pågældende boligorganisationer efter en fastsat fordelingsnøgle (f.eks. efter antal boliger, antal forbrugte timer el. lign.).

På konto 602.26, Tilskud til sociale projekter o. lign. indtægtsføres de tilskud, som modtages til dækning af udgifter til ansættelse af beboerrådgiver, sociale aktiviteter m.v.

Ordforklaringer

Beboerrådgiver

Ansat i samspilsramt boligområde, som kan være aflønnet med støtte fra Landsbyggefonden. En beboerrådgiver er ikke en socialrådgiver med individuel vejledning af beboere. Beboerrådgiveren er derimod en igangsætter af aktiviteter m.m. til fremme af det sociale liv i en boligafdeling.

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.