Ansøgning om støtte til en boligsocial indsats afsat inden for rammerne af 2011-14-midlerne

Boligsocial indsats afsat inden for rammerne af 2011-14-midlerne

Boligorganisationer kan i samarbejde med kommunen ansøge Landsbyggefonden om støtte til en boligsocial indsats i et udsat alment boligområde.

Den boligsociale indsats skal udspille sig inden for følgende 7 indsatsområder:

  • Børn, unge og familie
  • Uddannelse, beskæftigelse og erhverv
  • Beboernetværk, inddragelse og demokrati
  • Sundhed
  • Udsatte grupper
  • Kultur og fritid
  • Image og kommunikation

Ansøgning om støtte til en boligsocial indsats afsat inden for rammerne af 2011-14-midlerne:

Prækvalifikationsansøgning

Selve ansøgningen om støtte til en boligsocial indsats foregår i Landsbyggefondens sagsbehandlingssystem driftsstoette.lbf.dk.

Ansøgningsmaterialet skal indeholde:

  • En kortfattet beskrivelse af de sociale udfordringer, der gør sig gældende i boligområdet på max. 5 sider
  • Et ansøgningsskema i driftsstøttesystemet med en række stamdata for de involverede afdelinger
  • Statistiske nøgletal for de involverede afdelinger (KÅS-tal)
  • Et budgetoverslag inkl. forslag til lokal medfinansiering
  • En kommunal anbefaling

Der stilles krav om minimum 25 % i lokal medfinansiering.

På baggrund af ansøgningsmaterialet foretager Landsbyggefonden en vurdering af, om ansøgningen skal prækvalificeres til støtte, eller om der skal gives afslag på ansøgningen.

Udarbejdelse af helhedsplan

Efter at en sag er blevet prækvalificeret til en boligsocial indsats, indledes et rådgivningsforløb mellem Landsbyggefonden og ansøger. Rådgivningsforløbet har fokus på at kvalificere den boligsociale indsats fagligt og samtidig sikre, at indsatsen lever op til Landsbyggefondens formelle krav. Et sådant forløb tager typisk mellem 8 og 14 måneder.

Rådgivningsforløbet skal munde ud i en velbeskrevet helhedsplan for den boligsociale indsats, der beskriver en samlet langsigtet helhedsorienteret løsning af boligafdelingens problemer. Følgende materiale skal være udarbejdet og efterfølgende godkendt af Landsbyggefonden, før der kan gives tilsagn til en boligsocial indsats:

En helhedsplan, der bl.a. indeholder en redegørelse for boligområdets problemkompleks, beskrivelser af aktiviteterne under de valgte indsatsområder samt formulering af målsætninger og succeskriterier på flere niveauer i indsatsen

  • Et budget med min 25 % lokal medfinansiering
  • En godkendelse fra Kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen
  • Konkrete aftaler med samarbejdsparterne både på overordnet og på operationelt plan 
  • Milepælsplaner og målopfyldelsesskemaer
Ordforklaringer

Helhedsplan

Det er en forudsætning for at opnå renoveringsstøtte og driftsstøtte mv. fra fonden, at der foreligger en helhedsplan for det pågældende boligområde. Helhedsplanen udarbejdes med henblik på at opnå en samlet langsigtet helhedsorienteret løsning af alle boligafdelingens eller boligområdets problemer, herunder byggeteknisk, boligsocialt og økonomisk.

Vejledning via Helhedsplanens ABC

I webpublikationen ’Helhedsplanens ABC’ kan du få overblik over selve ansøgningsproceduren og de formelle krav, der stilles til en boligsocial indsats. Du kan også finde gode råd om, hvordan du tilrettelæger processen ved helhedsplanens tilblivelse.

 Helhedsplanens ABC

Du kan også besøge disse ressourcer:

Ordforklaringer

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.

Regulativ

Landsbyggefondens regler udstedt i medfør af loven vedrørende bl.a. indbetalinger til Landsdispositionsfonden, støtte til opretning/renovering, særlig driftsstøtte og tilskud til forbedrings- og opretningsarbejder.