Ansøgning om støtte til en boligsocial indsats afsat inden for rammerne af 2015-18-midlerne

Boligsocial indsats afsat inden for rammerne af 2015-18-midlerne

Boligorganisationer kan i samarbejde med kommunen ansøge Landsbyggefonden om støtte til en boligsocial indsats i et udsat alment boligområde.

Den boligsociale indsats skal udspille sig inden for følgende 4 indsatsområder:

  • Tryghed og trivsel
  • Kriminalpræventiv indsats
  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Forebyggelse og forældreansvar

Ansøgning om støtte til en boligsocial indsats afsat inden for rammerne af 2015-18-midlerne:

Prækvalifikationsansøgning

Selve ansøgningen om støtte til en boligsocial indsats foregår i Landsbyggefondens sagsbehandlingssystem driftsstoette.lbf.dk.

Ansøgningsmaterialet skal indeholde:

  • En kortfattet beskrivelse af de sociale udfordringer, der gør sig gældende i boligområdet på max. 5 sider
  • Et ansøgningsskema i driftsstøttesystemet med en række stamdata for de involverede afdelinger
  • Statistiske nøgletal for de involverede afdelinger (KÅS-tal)
  • Et budgetoverslag inkl. forslag til lokal medfinansiering
  • En kommunal anbefaling

Der stilles krav om minimum 25 % i lokal medfinansiering.

På baggrund af ansøgningsmaterialet foretager Landsbyggefonden en vurdering af, om ansøgningen skal prækvalificeres til støtte, eller om der skal gives afslag på ansøgningen.

Udarbejdelse af helhedsplan

Efter at en sag er blevet prækvalificeret til en boligsocial indsats, indledes en dialog mellem Landsbyggefonden og ansøger. Denne dialog har fokus på at kvalificere den boligsociale indsats fagligt og samtidig sikre, at indsatsen lever op til Landsbyggefondens formelle krav. Et sådant dialogforløb tager typisk mellem 8 og 14 måneder.

Dialogforløbet skal munde ud i en velbeskrevet helhedsplan for den boligsociale indsats, der beskriver en samlet, langsigtet og helhedsorienteret løsning af boligafdelingens problemer.

Følgende dokumenter skal indgå i den endelige helhedsplan for boligsocial indsats:

  • En strategisk samarbejdsaftale, hvor boligorganisation(er) og kommune forpligter sig på at samarbejde omkring en række fælles mål for den boligsociale indsats 
  • En række delaftaler – en pr. indsatsområde – med beskrivelse af de aktiviteter, der skal gennemføres i det lokale samarbejde 
  • Et budget for hele projektperioden med minimim 25% lokal medfinansiering
  • En boligsocial beredskabsplan ved akut opstået uro i boligområdet
  • Et aktivitetsskema over de aktiviteter, der er beskrevet i delaftalerne
  • En milepælsplan for det første år

Samtlige dokumenter i helhedsplanen skal godkendes af kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen.

For yderligere information se regulativ om tilskud til boligsocial indsats i udsatte almene boligafdelinger (2015-18-midlerne) og vejledning til ansøgning om støtte til boligsociale indsatser (2015-18-midlerne).

 

Ordforklaringer

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.

Helhedsplan

Det er en forudsætning for at opnå renoveringsstøtte og driftsstøtte mv. fra fonden, at der foreligger en helhedsplan for det pågældende boligområde. Helhedsplanen udarbejdes med henblik på at opnå en samlet langsigtet helhedsorienteret løsning af alle boligafdelingens eller boligområdets problemer, herunder byggeteknisk, boligsocialt og økonomisk.

Regulativ

Landsbyggefondens regler udstedt i medfør af loven vedrørende bl.a. indbetalinger til Landsdispositionsfonden, støtte til opretning/renovering, særlig driftsstøtte og tilskud til forbedrings- og opretningsarbejder.