Personer under oplæring

Det er en forudsætning for støtte fra Landsbyggefonden, at mindst 14 pct. af de beskæftigede ved alment nybyggeri eller renovering skal være personer under oplæring. Her finder du en teoretisk model for beregning af det antal personer under oplæring, som en byggeplads skal beskæftige for at indfri dette krav. Denne beregning vil indgå i den kommende selvbetjeningsløsning ’Lærlingeindberetning’.

Model beregner antallet af personer under oplæring

Landsbyggefonden har udarbejdet en teoretisk beregningsmodel, der udregner antallet af personer under oplæring, som en byggeplads skal beskæftige for at indfri 14 pct.-kravet. Modellen vil blive brugt i fondens kommende selvbetjeningsløsning Lærlingeindberetning.

I modellen indtastes de samlede håndværkerudgifter inkl. byggeplads og moms for både den støttede og ustøttede del af helhedsplanen ved Skema B, hvorefter modellen beregner det krævede antal ’oplæringsårsværk’ på byggepladsen. Beregningen er en teoretisk beregningsmodel. Det reelle potentiale for den enkelte byggesag kan variere afhængigt af byggeriets oplæringsegnethed. Beregningen er baseret på Nationalregnskabets Input/Output-tabeller. Kilder og beregningsmetode ses i modellen.

Husk, at downloade filen efter du åbnet den i din browser. Du kan først redigere i filen, når den er downloadet. 

 

Åben Beregningsmodel

Vigtigt materiale

Indsatsen 'Bygherrer skaber lærepladser'

Trygfonden, Grundejernes Investeringsfond og Landsbyggefonden støtter Bygherreforeningens indsats ’Bygherrer skaber lærepladser’, som samarbejder med almene boligforeninger om at uddanne flere faglærte i byggeriet således, at branchen og bygherrerne i fremtiden har adgang til kvalificeret arbejdskraft.

'Bygherrer skaber lærepladser' understøtter:

  • At der uddannes flere lærlinge i forbindelse med renoveringer i den almene sektor og i byggeriet generelt.
  • At deltagende almene boligorganisationer kan leve op til målsætningen om 14 pct. personer i oplæring.

Læs mere om projektet, og hvordan Bygherreforeningen kan hjælpe din boligorganisation med konkrete værktøjer og metoder.

Få vejledning til at skabe flere lærepladser ifm. din byggesag

bl.dk kan du finde hjælp og vejledning til at få flere lærepladser og igangsætte beskæftigelsesinitiativer på byggesagerne.

Siden er organiseret efter byggesagens faser, så du let kan finde hjælp og materiale, der er målrettet den konkrete situation.

Hvad skal indberettes?

Boligorganisationen skal indberette nedenstående oplysninger til Landsbyggefonden via den kommende lærlingeindberetning på den enkelte nybyggeri- og renoveringssag:

  • Hvert år indberettes antallet af lærlinge i årsværk for det forgangne år.
  • Hvert år indberettes antallet af personer i anden oplæring i årsværk i det forgangne år.
  • Indtast den samlede håndværkerudgift inkl. byggeplads og moms for både den støttede og ustøttede del af helhedsplanen ved Skema B.
  • Byggefasens start- og sluttidspunkter.
  • Samarbejder man med andre virksomheder eller organisationer om en oplærings- og/eller beskæftigelsesindsats? Hvis ja, hvilke samarbejdspartnere har man?

Til den systematiske registrering af person under oplæring anbefales Byggeherreforeningens 'lærlingeplan'.

Registrering i indberetningssystemet forventes at være mulig fra midten af 2023.

 

Hvad er en person under oplæring?

Med personer under oplæring menes personer under uddannelse inden for uddannelser, der er godkendt af myndigheder eller arbejdsmarkeds parter, og hvor praktik-, elev eller lærlingeforhold indgår som del af uddannelsen, eller personer under anden oplæring.

Anden oplæring kan eksempelvis være oplæring under kontraktpartens opsyn med henblik på, at personen opnår den nødvendige faglighed til efter endt oplæring at kunne varetage de pågældende opgaver selvstændigt. Det er imidlertid ikke et krav, at personen færdiggør sin oplæring i løbet af den pågældende offentlige kontrakt.

I det kommende indberetningssystem skal man som boligorganisation indberette personer under oplæring i to indberetningsgrupper; lærlinge og anden oplæring. Begge indberetningsgrupper medtælles i kravet om 14 % personer under oplæring.

  • Lærlingegruppen: I lærlingegruppen indberettes personer i gang med en brancheuddannelse eller erhvervsuddannelse i henhold til dansk lovgivning om erhvervsuddannelser og forberedende grunduddannelse, eller lignende i andre EU/EØS-lande. Vedkommende skal være i oplæring i bygge- og anlægsbranchen og på selve byggesagen. Skoleophold og betalt ferie efter lovgivningen medtælles i årsværk.
  • Anden oplæring: Andre oplæringsordninger, hvor personen opnår den nødvendige faglighed til efter endt oplæring at kunne varetage de pågældende opgaver selvstændigt. Det kan f.eks. være job- og aktivitetsparate personer i beskæftigelsestilbud på byggepladsen, hvor vedkommende er under kontraktpartens opsyn f.eks. personer i løntilskud, virksomhedspraktik mv.  

 

Hvornår starter og slutter indberetningen?

Registreringen af personer under oplæring skal ske under hele byggefasen på selve byggepladsen.

Byggefasen, også kaldet udførselsfasen, betragtes af Landsbyggefonden som påbegyndt ved selve etableringen af byggepladsen. Byggefasen betragtes afsluttet ved aflevering af byggeriet. Evt. udbedring af mangler efter afleveringen af byggeriet medregnes ikke som en del af byggefasen.

 

Sådan udregnes en byggesags oplæringsandel

Alle nybyggerisager og renoveringsstøttesager vedr. tilsagnsrammen 2020-26 skal løbende registrere antallet af personer under oplæring i årsværk under hele renoveringen og opførslen af alment nybyggeri. Den løbende registrering skal indberettes årligt til Landsbyggefonden i den kommende Lærlingeindberetning-selvbetjeningsløsning.

Det er boligorganisationernes ansvar at efterleve indberetningskravet. Når indberetningssystemet er færdigudviklet, kan dette og dens brugervejledning findes under punktet selvbetjeninger på lbf.dk. Første indberetning for året 2022 skal ske i sommeren 2023 for de sager, som er påbegyndt den egentlige renovering eller nybyggeri opførsel.

I lærlingeindberetningen udregnes byggesagens oplæringsandel på baggrund af den teoretiske beregning af antallet af fuldtidsbeskæftigede og det reelle antal årsværk for beskæftigede personer under oplæring i byggefasen.

Konkret eksempel på en beregning

En renoveringssag med en samlede håndværkerudgift inkl. byggeplads og moms for både den støttede og ustøttede del af helhedsplanen ved Skema B på 350 mio. kr. har, ifølge oplæringsberegningen, 158,9 fuldtidsbeskæftigede i løbet af hele byggefasen. Ved aflevering af byggeriet har boligorganisationen i alt registeret 26,7 personer under oplæring i årsværk på byggepladsen under hele byggefasen. Renoveringssagens oplæringsandel udregnes således til 16,8 pct., dvs. at boligorganisationen har indfriet oplæringskravet på den pågældende renoveringssag.

 

Baggrund for tiltagene

Med Grøn Boligaftale 2020 blev det besluttet at mindst 14 pct. af de beskæftigede ved alment nybyggeri og renovering, som støttes af Landsbyggefonden, skal være lærlinge i praktik. Målsætningen har til formål at sikre, unge og voksne i håndværksfagene i fremtiden kan komme i oplæring.

De nyeste ændringer i udbudsloven og tilbudsloven betyder, at ordregivere i deres kontrakter skal stille krav om anvendelse af ”personer under oplæring” og ikke ”lærlinge”. Der er i udbudsloven § 176 og tilbudsloven § 7 oplistet en række tilfælde, hvor ordregiver kan undlade at stille krav om anvendelsen.