DCAR - Det Centrale Almene Regnskabsregister

Landsbyggefonden vil i 2023 lancere Det Centrale Almene Regnskabsregister (DCAR), som er et nyt indberetningssystem. Systemet er fortsat integreret med de nuværende ERP-løsninger, men tilbyder et centralt datavarehus til boligorganisationerne samt muligheder for en ny indberetningsflade via et finansposteringssystem.

Billede

Systemets indhold

Datavarehuset er grundlæggende en struktureret sammenkobling af de databaser, som allerede eksisterer og kan tilgås i Landsbyggefonden.


DCAR består af tre integrerede elementer:

  • Et datavarehus, som sikrer en struktureret sammenhæng mellem de regnskabsmæssige indberetninger på posteringsniveau og den øvrige data, som boligorganisationerne indberetter til LBF.
  • Fornyet API (integration) til indberetning fra de nuværende anvendte regnskabssystemer i den almene sektor til datavarehuset.
  • Et finansposteringssystem, hvor de boligorganisationer, som tilslutter sig, direkte kan bogføre de regnskabsmæssige posteringer til brug for regnskabsindberetning.

Disse tre elementer er vist i figuren ovenfor, som illustrerer, at der sker en indberetning via API’er fra nuværende ERP-systemer til et betydeligt antal registre i fonden.

 

Formålet med datavarehuset

Formålet med datavarehuset er at styrke kontrolmiljøet i branchen, herunder Landsbyggefondens regnskabsgennemgang, og samtidig vil systemet understøtte effektiviseringer i boligorganisationernes afdelinger.

Den store fordel ved datavarehuset er, at tilgangen og den tværgående brug af disse data skal blive lettere for boligorganisationer og kommuner, så data kan gøre større nytte i hverdagen. 

 

Tidsforløbet

Landsbyggefonden er med bistand fra Deloitte i gang med at udarbejde udbudsmateriale. I den forbindelse er der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for en række boligorganisationer. Udbuddet af systemet planlægges hen over sommeren 2022, og der vil være valgt leverandør i starten af 2023.

Udbuddet og etablering af systemet vil foregå i to faser:

  • Først etablering af datavarehus og fornyet integration til nuværende ERP-leverandører.
  • Dernæst fornyet finansposteringsssystem.

I efteråret 2023 vil de første boligorganisationer blive koblet på systemet.

Der vil løbende blive udsendt nyhedsbreve om DCAR.

 

Hvordan sikrer vi den rigtige løsning?

For at sikre den bedste løsning til den almene boligsektor som helhed, sker der i udviklingen af det nye system en løbende inddragelse af bolig- og administrationsorganisationer. 

Der er i den forbindelse nedsat arbejdsgrupper med bred repræsentation i forhold til geografi, antal lejemål, nuværende infrastruktur m.m., for at sikre en grundig dialog om system og implementering. Disse arbejdsgrupper udvides og ændres løbende i takt med projektets udvikling.

Sideløbende med udarbejdelse af udbudsmaterialet gennemføres desuden en markedsdialog med interesserede og relevante leverandører, som har til formål at afsøge markedet mhp. at opnå god sikkerhed for, at det forventede løsningsdesign opfylder formålet med projektet på den mest smidige måde.

Hvad er betydningen for den enkelte boligorganisation?

Boligorganisationerne vil som udgangspunkt ikke mærke en forskel i den daglige praksis, og omkostningerne ved en opdateret dataoverførsel mellem de lokale ERP-systemer og Landsbyggefonden vil blive dækket af Landsbyggefonden. Samtidig vil boligorganisationerne få tilbudt nye muligheder bl.a. i form af et datavarehus, revisionserklæringer m.v.

Boligorganisationen kan således fortsætte uændret med nuværende løsninger. Dette betyder i praksis, at lokal drift fortsætter uændret, men med mulighed for at drage fordel af det nye datavarehus og de data- og rapporteringsmuligheder, det medfører. Eller boligorganisationen kan gøre brug af finansposteringssystemet med fokus på basis funktionalitet omkring bogføring som grundlag for indberetning til datavarehuset.