Almene klenodier skal kortlægges

Bus 6A sætter i gear og ruller med et hvæs fra stoppestedet. Bag bussen dukker Mette Mechlenborg op. Hun er ph.d. og rådgivningschef i Dansk Bygningsarv. Aktuelt er hun tovholder på en kampagne og rapport med fokus på det murede byggeri fra 1940’erne og 50’erne – en periode, hvor det almene boligbyggeri for alvor boomede. Kampagnens indsamlede data skal efterfølgende føde data ind til Kulturstyrelsens kortlægning af bevaringsværdierne i den almene sektor.

Derfor viser hun rundt i et af rapportens udvalgte boligområder: Fogedgården på Nørrebro. Fogedgårdens røde og gule mursten dekorerer facaderne på fire blokke på henholdsvis fire og fem etager og rummer 148 boliger i alt. Byggeriet er færdiggjort i 1946 og er tegnet af arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller. Begejstringen lyser ud af øjnene, når hun fortæller:

”Byggerierne har levet et lidt anonymt liv i mange år. De er en velkendt del af bybilledet, og de træder derfor måske ikke så tydeligt frem. Men det er altså arvesølvet, vi har med at gøre her. Det er noget af det bedste moderne arkitektur – som almindelige mennesker stadig bor i – og tegnet af kongerigets bedste arkitekter. Som formmæssige, landskabsmæssige og kulturelle fyrtårne repræsenterer de fine rammer om et godt boligliv – dengang og i dag.”

Mange af landets almene boliger har, som Fogedgården, nået en alder, hvor vedligehold er et fast punkt på dagsordenen til bestyrelsesmøderne. Men også nye ønsker om effektiv energiudnyttelse, udført ved f.eks. efterisolering eller udskiftning af vinduer og døre, trænger sig på. Men renoveringerne skal sættes i gang og gennemføres med omtanke og blik for boligernes arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Derfor er Kulturstyrelsen og Landsbyggefonden nu gået sammen om at kortlægge den almene boligsektors arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, så de væsentligste byggerier kan sikres og udvikles uden at værdierne går tabt. 

”Byggerierne har nået en ret høj alder, og flere af dem lever ikke op til de forestillinger, vi i dag har om en god bolig. Det kan kaldes for den brændende platform, altså den værdimæssige trussel, der lurer og kalder på handling i form af kortlægningen og på renovering med omtanke”.

Kortlægningen er skudt i gang med to hovedformål. For det første for at få et overblik over den enorme mængde af bevaringsværdige elementer i det almene byggeri, som skal behandles med omtanke ved renoveringer. For det andet deciderede fredninger. Fredningerne foretages kun af de allerbedste eksempler på, hvad det almene byggeri kan byde på – og tæller kun et lille udsnit af den kortlagte gruppe byggerier.

Den igangværende kortlægning vil således vise det eksakte omfang af fredningsegnede bebyggelser, men Kulturstyrelsen vurderer, at antallet af berørte boligafdelinger vil havne ganske langt under 50 på landsplan. Den landsdækkende kortlægning og de mulige fredninger vil typisk have sit tyngdepunkt omkring de store byer i Danmark – særligt København. Bendsen påpeger, at det var her, man omkring 1910’erne så de første almene boliger. Tankerne og byggerierne spredte sig i de følgende årtier til andre af landets større byer med ganske stor hast. 

Danmarkshistorie i tegl og træ

Jannie Rosenberg Bendsen læner sig ivrigt frem over bordet, når talen falder på bevaringsværdierne i det almene boligbyggeri:

”I Kulturstyrelsen skal vi frede bygninger af arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Vi freder bygninger, der fortæller om bolig-, arbejds-, og produktionsvilkår og andre væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Vi har f.eks. en del fine arkitekttegnede villaer fra det 20. århundrede, der allerede er fredet, men størstedelen af danskerne har jo ikke boet her, så der ligger også en væsentlig del af fortællingen om det 20. århundredes Danmark i netop den almene boligmasse. Man stiller jo ikke spørgsmålstegn ved, om herregårde eller Amalienborg skal fredes – og det samme gælder for kulturarven i det almene.”

Arkitektur og social bevidsthed hånd-i-hånd

Fogedgården bliver på denne måde et fysisk udtryk for flere af århundredets dominerende idealer og aspirationer. Mette Mechlenborg tøver heller ikke, når hun skal beskrive det vellykkede ægteskab mellem den ekspanderende velfærdsstat og datidens fremmeste arkitekter:

”Det almene fylder rigtig meget i 1940’erne og 50’erne. Det gør det, fordi det hænger tæt sammen med tidens sociale ideal om at skabe gode boligforhold for det helt almindelige menneske, og det almene boligbyggeri eksploderer i denne periode. Der har tidligere i bygningshistorien været fine eksempler, og det kommer der også senere i det 20. og 21. århundrede. Men lige præcis hér bliver der bygget massevis af almene boliger af meget høj kvalitet. Og de bliver tegnet af tidens bedste arkitekter og landskabsarkitekter. I denne periode var det forbundet med meget stor prestige for ’stjernearkitekter’ og deres tegnestuer at være med til at give form til boligområderne i den almene sektor – og der var forbundet en høj grad af social bevidsthed med at tegne boliger til den såkaldte helt ’almindelige dansker’."

Hensyn til både beboere og bygninger

En kortlægnings- og fredningsproces i en række fungerende boligområder er en kompliceret maskine, hvilket Jannie Rosenberg Bendsen og Kulturstyrelsen er fuldt bevidste om:

”På den ene side kører kortlægningen af de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier – det er det mest faglige ben i processen. Og der er vi jo på hjemmebane. Det andet ben består i at finde ud af, hvordan man kan køre en fredningsproces af en almen bebyggelse under hensyntagen til beboerne og beboerdemokratiet – hvordan kan man i fremtiden lave nogle gode rammer for en kommende fredning”.

Der er i høj grad tale om et pilotprojekt, når det kommer til fredninger af almene fungerende boligafdelinger – og Bendsen understreger, at flere kræfter skal trække i samme retning, hvis kortlægningen og især fredningerne skal forløbe glat:

”Det gælder om at finde den bedste vej gennem en fredningsproces for både beboere og bygninger, og det er et spørgsmål, der blandt andet involverer Kulturstyrelsen og Landbyggefonden. Så der er dels fokus på selve værdierne, dels på de processer, der ligger rundt omkring en fredning.”

Bekymrede beboere

Når talen om fredning begynder at runge i boligafdelingernes mødelokaler, kan bekymringen komme snigende. Hvad vil det komme til at betyde for mit boligområde? Skal området fryses fast i et billede fra en svunden tid? Bendsen maner til besindighed:

”Jeg forstår godt den bekymring, der kan rejse sig, når man bor i en bebyggelse, der står foran at blive fredet. Mange beboere frygter nemlig, at man kommer til at bo i et levende museum, hvor intet kan forandres. Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen: Man kan sagtens ændre på ting, man skal bare gøre det med respekt for de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier samt spørge os i Kulturstyrelsen, inden man sætter sin renovering i gang. Derfor bruger vi megen energi på at tænke bl. a. beboerhensyn ind i processen. Altså: Hvordan kan vi tilrettelægge denne proces bedst muligt for alle parter.”

Kulturstyrelsen vil som et led i kortlægningsprocessen udarbejde konkrete hjælperedskaber til brug i de berørte boligafdelinger. Ved større bebyggelser vil der blive udformet en manual, hvor driftspersonalet og de enkelte beboere vil kunne se, hvordan man helst skal skifte gulve, vinduer eller tag i ejendommen.

Efterfølgende kan man i samarbejde med sin rådgiver se, hvilke retningslinjer og rammer der er enighed om. Og så ender man med et fælles dokument, hvor der står, hvilken fremgangsmåde man skal følge for at få et nik fra Kulturstyrelsen til at gå i gang.

Hverdagsarkitektur med internationalt format

Mette Mechlenborg understreger:

”Den vigtigste pointe med vores kampagne er, at netop denne periode [40’erne og 50’erne, red.] er unik. Det er her, hvor de bedste bygninger og landskaber inden for nyere tids danske boligbyggeri er skabt. Det er her, de bedste arkitekter og landsskabsarkitekter ruller sig ud. Og det er derfor hertil, at arkitekter og studerende fra nær og fjern valfarter for at se, hvordan rigtig god hverdagsarkitektur også kan bygges.”

Derfor understreger Mechlenborg vigtigheden af at gå til renoveringen af det almene arvesølv med omtanke. Samspillet mellem bygninger og omgivelser er ved opførelsen grundigt gennemtænkt, ligesom bygningernes placering i forhold til sol, vind og trafik er nøje overvejet. Den enkelte beboers adgang til lys, luft og en grøn udsigt har været et kardinalpunkt i udformningen:

”Generelt vil man sige, at udearealerne er lige så vigtige som indearealerne. Og når man går i gang med en renovering, så er det vigtigt at holde sig en masse ting for øje. Hvorfor er karnapperne lavet på netop dén måde og hvad ville der ske, hvis indgangspartiet pludselig så anderledes ud, og hvorfor er landskabet, som det nu er? Der har været en enorm grad af gennemtænkthed på spil – fra den mindste detalje til den største struktur. Og hvis man ikke er bevidst om vigtigheden af alle disse små og store elementer, så risikerer man at forringe boliglivet for kommende generationer.”

Fotos i artiklen: Lars Just (med mindre andet er angivet)