Billede1

Høst inspiration hos vinder af Blandet By Prisen

Blandet By Prisen sætter fagligt fokus på blandede by- og boligområder og hylder vellykkede projekter. Den første blev uddelt i november 2022, da Landsbyggefonden afholdt konferencen Bystrategisk Udsyn. I vinderen Musicon-bydelen i Roskilde er er udviklingen blandt andet drevet af en udtalt grad af samskabelse – en tilgang som andre spirende projekter kan lade sig inspirere af.

Af Katrine Krebs, foto: Lars Just og Musicon.

 

Uddeling af Blandet By Prisen var det festlige højdepunkt, da Landsbyggefonden i november 2022 afholdt sin femte i konference i serien Bystrategisk Udsyn under titlen ’Sammen om de bystrategiske løsninger’.

Prisen er stiftet af mediet Byrummonitor og Landsbyggefonden. Dels fordi der er grund til at fejre, når det lykkes at skabe et vellykket mix af ejerformer og funktioner, dels fordi der er behov for eksempler, som kan inspirere.

Steen Birkedal er driftsdirektør hos Landsbyggefonden og forklarer kort baggrunden:

”Med Blandet By Prisen får vi gode eksempler vist frem og viden bredt ud, så vi alle bliver klogere på, hvad en blandet by mere konkret er og kan være,” udtaler han og fortsætter:

”Prisen er en anledning til i en festlig ramme at få sat fokus på og diskuteret nogle væsentlige emner, som for eksempel tendensen til opdeling af samfundsgrupper - som blandede byer udgør et attraktivt, fællesskabsorienteret alternativ til.”

Den blandede by

Blandet By Prisen tildeles et nyt eller transformeret boligområde, der med succes har skabt en attraktiv, blandet by med et aktivt fællesskab på tværs af beboerne.

Ved den blandede by forstås, at beboere fra forskellige samfundslag bor i samme boligområder, kvarterer eller bydele.

En blandet by er godt for den sociale mobilitet, for samfundsøkonomien og for sammenhængskraften.

Den blandede by som faglig ledestjerne

Perspektiver og budskaber om den blandede by farvede flere af konferencens oplæg og anbefalinger, der er samlet i reportageartiklen, der inddamper essensen af dagen:

Se artikel: Blandede byer kræver mod – men forandrer samfundet!

Du kan også glimt fra konferencen i filmen fra dagen:

Det indledende indlæg af seniorforsker hos BUILD på Aalborg Universitet i København og forperson for dommerjuryen, Marie Stender, gav bolden op til samtalen om, hvad den blandede by er og ikke er.

Billede 0,5
”Denne pris er særlig vigtig, for der er et stort behov for fagligt fokus på, hvad den blandende by er. Den opstår ikke af sig selv, som vi aktuelt finansierer, bygger og bosætter os. Der er ikke én opskrift, for alle udfordringer og muligheder er forskellige fra sted til sted”.

Tre projekter vidt forskellige projekter fandt vej til podiet

For at vise flere veje til målet havde dommerjuryen udvalg tre nominerede til Blandet By prisen, der hver især viser, at visionen for at skabe en reelt blandet by er lykkedes.

Alle tre bydele har forskellige bolig- og ejerformer, erhvervsliv, fællesfaciliteter og udadvendte aktiviteter, samtidig med at de har egne særkender og dermed illustrerer spændvidden.

Aalborg Øst er som bydel løftet med bearbejdede facadeudtryk samt blandede funktioner og ejerformer med boliger for forskellige indkomstgrupper. Nye mødesteder, en stærk lokal identitet og udadvendte funktioner tiltrækker også liv udefra:

Nomineringsvideo - Aalborg Øst

Slagteriet i Roskilde har en sammenhængende arkitektonisk linje, så der ikke er synlig forskel på blandende ejerformer. Tværfagligt partnerskab har sikret delte funktioner og fællesskab, som delebil, spisehus og frivillighedscenter:

Nomineringsvideo - Slagteriet

Musicon i Roskilde har med udgangspunkt i kultur skabt byliv før bydel. Den er udviklet etapevist uden masterplan med involvering af alsidige aktører. Her er udadvendte funktioner, events, varieret arkitektur og blandede boligformer:

Nomineringsvideo - Musicon

Samskabelse og kultur har været drivende i vinderprojektet

Selv om dommerjuryen understregede, at der ikke er én opskrift på, hvordan blandede byer og bydele bedst bliver skabt, var ét projekt udvalgt som vinder: Musicon i Roskilde løb med sejren.

Billede 2
Uddeling af den nyindstiftede Blandet By Prisen var højdepunktet til Landsbyggefondens seneste konference ’Sammen om de bystrategiske løsninger’. Vinderholdet bestod af Musicon-sekretariatet og Roskildes borgmester.

Selv om de færreste bydele er så stednært forankret som netop Musicon, der er bygget på ånden fra Roskilde Festival, er den stemningsfulde bydel eksemplarisk som blandet by.

Erfaringer med samskabelse og fleksibilitet i alt fra proces til boligformer kan inspirere både fremtidige og spirende projekter. Sekretariatsleder Andreas Høegh fortæller:

”Den blandede by bliver ofte et spørgsmål om forskellige ejerformer. På Musicon har kulturen været en driver for udviklingen, og vi har haft fokus på at skabe byliv før vi byggede byen,” siger han og fortsætter:

”Dette er sket ved en tidlig aktivering af eksisterende bygninger og ved at inddrage forskellige parter.”

Samskabelse rimer på social bæredygtighed

Netop denne samskabelse bliver igen og igen fremhævet som en driver, men også som bidrager til den sociale bæredygtighed.

I Musicon-bydelen er der tænkt i behov og i at facilitere samskabelsen frem for at sætte krav til arkitekter og boligudviklere, og det har givet noget alternative og interessante løsninger.

Bæredygtighed handler ikke kun om byggematerialer men også at bygge smartere og tilpasse kvadratmeterne til flere brugere.

I detailhandelsstrategien er der indtænkt flere muligheder for de publikumsorienterede stueetager og dermed skabt nogle mere bæredygtige vilkår for de forretningsdrivende.

I bydelens kontorhus har lejerne været med til at indrette fællesfaciliteter. Og P-huset rummer også en parcourforening, et motorcykelværksted og et dyrkningsfællesskab på tagetagen.

En vision bliver til virkelighed

I visionen for Musicon er målet 1.000 boliger og 1.000 arbejdspladser, og forventningen er cirka 2000 beboere.

Ultimo 2022 var der realiseret lidt over 800 boliger og knapt 560 arbejdspladser. Yderligere planlagte byggerier får målet opfyldt. Heriblandt Urbant Selvbyg og et håndværkskollegium af BRFfonden.

  • Boligformer i Musicon:
  • Private lejelejligheder
  • Almene boliger
  • Seniorboliger
  • Kreative familieboliger med mulighed for udadvendt erhverv i stueplan
  • Townhouse og rækkehuse
  • Kollegieværelser
  • Ungdomsboliger
  • Små private byggerier med blanding af bolig og erhverv
  • Elev- og lærerboliger til Roskilde Festival Højskole
Billede 3
250.000 kvadratmeter nedlagt betonvarefabrik i Roskildes sydlige del udgør det fysiske fundament, Musicon blev bygget på, men den vigtige vision har handlet om og indeholdt både en lokal forankring og international inspiration.

International inspiration bag bydelen

Mens ånden fra Roskilde Festival skulle forme bydelens stemning, er der også indhentet international indsigt og erfaringer fra klyngesamfund som Silicon Valley i USA og NDSM i Amsterdam.

De klare visioner, stærke lokale aktører og modige lokalpolitikere bliver tilskrevet æren for Musicons tilblivelse.

”Det har været en meget høj grad af dialog mellem kommune, erhvervs- og kulturaktører, foreninger, developere, fonde og kommende beboere. Det har skabt mulighed for at inddrage kommende brugere af bydelen i de designløsningerne, hvad enten der er tale om byrum eller nybyggerier.

Det siger Andreas Høegh, der også betoner fordelen ved løbende udvikling og inddragelse.

Her glæder han sig over, at denne form for inddragelse i dag er blevet mere almindelig, end det var for 15 år siden, hvor få bestemte for mange, og langsigtede planer ikke tog hensyn til uventet udvikling.

Strategien om liv før by er blevet bemærket, også internationalt, hvorfra der ofte kommer besøgende, og flere priser er det også blevet til.

Den seneste lige før Blandet By Prisen var Music Cities Award, som Musicon modtog for at integrere musik i planlægningen af byområdet.

Billede 4
Sekretariatsleder Andreas Høegh har været med i 14 år fra Musicon var en byggeplads til i dag, hvor det er en levende bydel, som både beboere og erhvervsliv aktivt vælger til.

Det er ikke ved skrivebordet, det sker

Musicon-sekretariatet, borgmesteren og en lang række aktører i Roskilde glæder sig over den anerkendelse, der ligger i at blive tildelt Blandet By Prisen og håber, at bydelen kan inspirere.

Her er park og skov. Uddannelsesinstitutioner. Kultursteder og events. Foreninger. Handel og erhverv. Og boligbyggeri – og dét stort set alle former og størrelser:

Fra store penthouselejligheder til ’micro living’ i containerboliger på 30 til 60 kvadratmeter.

Erfaringerne kan sagtens overføres til andre bystrategiske udviklingsprojekter, så længe den blandende by bliver bygget på et stærkt lokalt aktørnetværk og et visionært politisk stykke arbejde, mener sekretariatsleder Andreas Høegh:

”Ved at udvikle byer i fællesskab og gennem partnerskab med forskellige aktører opstår der helt nye muligheder, som man ikke kunne have tænkt sig til ved skrivebordet for år tilbage,” slår han fast og fortsætter:

”Hvis man tør at holde planerne åbne og udvikle indhold og rammer med brugerne, så sker der helt sikkert noget interessant."