Forside

Vend vrangen ud på boligområderne, og giv plads til flere generationer

Der var livlig debat i træladerne, da Landsbyggefonden afholdt Bystrategisk Udsyn den 30. maj, 2023 i BaneGaarden i København. Vindere, jury, lokalpolitikere og eksperter fra ind- og udland diskuterede idékonkurrencen Neighbourhoods for Generations og de mange nye perspektiver i, at vores befolkning bliver ældre.

Tekst: Emilie Kofoed, foto: Lars Just.

Lyskæder er spændt ud imellem de ni gamle trælader, og jorden er dækket af træflis. Stilheden, den vilde natur og den skyfri himmel forstærker følelsen af en oase, og man glemmer helt, at vi befinder os midt i en storby.

Livtag med en af de største agendaer i fremtidens samfund

Landsbyggefondens konferencerække Bystrategisk Udsyn tager denne gang afsæt i tankerne og vinderne fra idékonkurrencen Neighbourhoods for Generations.

Den demografiske udvikling, hvor vi bliver flere ældre og flere lever et aktivt liv længe, betyder, at velfærd, byer og boliger står over for store forandringer i de kommende årtier.

Der er derfor brug for at undersøge nye boformer og fællesskaber, der bidrager til livskvalitet og sundhed på tværs af generationer. I den sammenhæng har Landsbyggefonden lanceret en idékonkurrence om netop såkaldte generationskvarterer.

Konkurrencen har samlet et væld af idéer fra hele verden til, hvordan vi kan bo sammen i fremtiden – med let adgang til velfærd og møder på tværs af alder og baggrund.

Boligdesign til flere generationer

Dagen sparkes i gang med inspiration fra England. Manisha Patel, Senior Partner i londonbaserede PRP Architects, har i sine 27 år i branchen bevidnet store sociale forandringer: flere kvinder på arbejdsmarkedet, nye familiestrukturer og en eskalerende boligkrise, som påvirker mulighederne for alle generationer.

Derfor udviklede hun konceptet Multigenerational House, som hun har været med til at implementere i flere bykvarterer. I den historiske bydel Truro i den sydvestlige del af England har PRP Architects bl.a. arbejdet med universitetsboliger med et intergenerationelt fokus.

De studerende får tilskud til huslejen, hvis de hjælper de ældre med f.eks. indkøb, og i universitetets egen have dyrker de studerende sæsonbetonede fødevarer sammen med de ældre.

”De sociale forandringer påvirker mennesker i alle aldre – hvordan vi arbejder, lever og leger. Vores byer og landområder er nødt til at tænke over, hvordan vi bor sammen i lokalsamfund og ikke bare i enkelte, individuelle hjem,” siger Manisha Patel og fortsætter:

”Boligdesign skal afspejle de sociale forandringer, og det er en mere kompliceret verden for designere nu. Det er ikke bare at tegne noget på tegnebrættet. Du skal være politiker, økonom, sociolog – en Jack of all trades.”

Manischa
Engelske Manisha Patel bringer 27 års arkitektonisk erfaring med til Bystrategisk Udsyn, hvor hun som key-note giver en international indflyvning til dagens brandvarme tema.

Fra den historiske engelske bydel går vejen nu til caseområderne Axelborg i Horsens og Høje Gladsaxe i Gladsaxe, og samtalen drejer over på et mere nationalt og lokalt blik på fremtidens byudvikling i lyset af en ændret demografisk virkelighed – samt en diskussion af vinderforslagenes indspark.

Fire vinderforslag fra idékonkurrencen samler mennesker

Besøg hjemmesiden for idekonkurrencen og læs mere om de fire vinderforslag. 

Feed-back:

Mad forener mennesker på tværs af kulturer og aldre. Det er grundtanken i vinderforslaget Feed-back, der vil hjælpe beboerne med at samarbejde om lokal fødevareproduktion, f.eks. i nyttehaver, forklarer Rene Nedergaard fra Schmidt, Hammer Lassen.

Og det behøver ikke at kræve særligt meget. De fleste områder har allerede græsområder og udmærkede fælleshuse allerede, som kan bruges, så det er mere en politisk opgave og handler om at få tilladelser og at inddrage frivillige, mener han.

”I bund og grund handler det jo om at få folk ud af boligerne og ned i fællesområderne for at lave ting sammen eller ved siden af hinanden. Men der skal være en grund til at gå ned i fællesområderne. Studier viser, at mange i dag ikke bruger dem,” siger Rene Nedergaard.

Nursing the Care:

”Vi står i en sundhedskrise, hvor vi mangler sygeplejersker og læger. Samtidig er der flere og flere aktive seniorer, som er sunde sent i livet, og som er villige til at bidrage. Så der er et behov for at gentænke nogle ting for at udnytte den ressource,” forklarer Jérôme Emmanuel Picard fra LOCAL Arkitekter.

Holdet vil bl.a. integrere plejehjem bedre i bykvarteret og introducere nye tilbud for flere aldre, så der opstår flere af de vigtige tilfældige møder, der giver livskvalitet for alle. Projektet handler også om at sikre betalelige boliger i området for det sundhedspersonale, som vi har så stor brug for nu og i fremtiden.

The ABC Strategy:

”Livet er ikke lige så mangfoldigt i nogle boligområder, som det var engang. Områderne rummer ofte fantastiske kvaliteter, bl.a. naturskønne omgivelser og billige og gode boliger. Men alle savner børnefamilierne,” siger Magnus Haahr Nielsen fra Gründl Haahr Arkitekter.

Derfor har holdet bag vinderforslaget analyseret udlejningsflowet for at se på mulige boligkarrierer. I dag er det ofte ældre beboere, der stadig bor i de største boliger, som passer så godt til unge børnefamilier. Vinderforlagets løsning er bl.a. at bygge nye seniorboliger, som er attraktive for de ældre – i stueetagen og med bl.a. et stort badeværelse – så der bliver plads til, at børnefamilierne kan flytte ind i boligområdet.

Thinking outside the B(l)ox:

Frivillighed og meningsfulde mødesteder kan modvirke ensomhed, men det kan være svært at aktivere frivillige i dag. Derfor arbejder holdet bag vinderforslaget Outside the B(l)ox med at opfordre til kommerciel aktivitet, som giver værdi for beboere såvel som det omgivende samfund.

”Frivillighed har det med at brænde ud. Derfor vil vi lade en kommerciel forretning facilitere frivilligheden og give mulighed for, at man kan deltage på forskellige måder. Det kommercielle kan på den måde støtte, være motor for frivillighed,” siger Morten Kirkeby Petersen fra Hele Landet – Sociale Arkitekter.

Konkret arbejder holdet med et dyrkningsfællesskab og en restaurant på toppen af et boligtårn. Beboere ansøger om testprojekter, og kriteriet er, at man skal give noget tilbage til boligforeningen, f.eks. jobs, nyttehaver, gratis fællesspisninger eller årlige events. Idéen er også at det tiltrækker folk fra hele byen og dermed åbner boligområdet for omverdenen.

Læs LBF Magasinets artikel om idékonkurrencen.og dens vindere.

Publikum
BaneGaarden, der består af ni trælader, danner rammen om dagens arrangement, hvor oplæggene på konferencens scene bliver livestreamet til skærme i de tilstødende lokaler.

Mod til at eksperimentere og vende vrangen ud

Formand for juryen, Christian Pagh, og jurymedlem Jan Gehl kommer på scenen sammen for at reflektere over idékonkurrencens baggrund og vinderforslagenes løsninger.

”I byen er vores børn og ældre særligt afhængige af nærmiljøet. Men de er også ekstra givende for nabolaget. Hvis vi kan lokke de ældre ud, så giver de liv og værdi i bybilledet,” siger Christian Pagh.

Det interessante i Landsbyggefondens idékonkurrence er dens fokus på det fysiske i samspil med det sociale, mener juryformanden. Hvis det funktionelle og det sociale er tænkt sammen fra start, kan det gøre en kæmpe forskel.

”I dag opleves boligområderne for mange som kedelige. Men der sker jo masser af ting. Så det handler om at vende vrangen ud, fortsætte med andre boligformer, bløde op og lægge til med nye forretningsmodeller, formater og greb – sådan som vinderforslagene viser,” påpeger Pagh.

Christian Pagh
Juryformand Christian Pagh er med egne ord ‘besat’ af tanker om, hvordan vi skaber bedre bykvarterer ved at gentænke systemer og designe vores byer til at håndtere hverdagens fællesskaber i fremtiden.

Jan Gehl ser også mange potentialer i vinderforslagene og supplerer med et historisk perspektiv:

”Jeg har haft det privilegium at følge boligbyggerierne lige fra første dag. Jeg var jo dengang meget kritisk over for de modernistiske tanker og funktionsopdelingen, siger han og fortsætter:

”Men jeg er opmærksom på, at kvaliteten er steget, og vi har set en stribe af gode byggerier og mod til at eksperimentere. Jeg ser Landsbyggefondens nye indsats som en klar fortsættelse af den klassiske boligorganisationstanke om en bolig, hvor du kan leve hele livet.”

Jan Gehl
Byrummets "grand old man" Jan Gehl gæster denne udgave af Bystrategisk Udsyn , og i en samtale med juryformanden for idékonkurrencen leverer han en række perspektiver på fremtidens generationskvarterer.

Bystrategiske idéer til hele landet

Administrerende direktør i Landsbyggefonden Bent Madsen runder dagen af. Han bemærker, at vinderforslagene arbejder meget i en bymæssig kontekst, men idéerne vil være mindst lige så vigtige – måske endda vigtigere – uden for de store byer:

”De fire vinderprojekter handler alle om at styrke et civilsamfund. De handler om at skabe forbindelser mellem mennesker og bekæmpe ensomhed, og det hænger igen sammen med sundhedsudfordringen,” bemærker han og pointerer:

”Vi skal til at lave kæmpe renoveringer, særligt uden for de store byer, og der har vi brug for nye idéer til at arbejde bystrategisk med de her udfordringer.”

Bent Madsen
Landsbyggefondens administrerende direktør Bent Madsen runder dagens konference med blandt andet at betone vigtigheden af at styrke civilsamfundets forbindelseslinjer, hvilket de fire vinderprojekter alle er eksempler på.

Som afslutning på konferencen får deltagerne en kort rundvisning i Velux’ pavillon Living Places i Jernbanebyen, hvor de fire vinderes idéer skal præsenteres under UIA-kongressen (The International Union of Architects' verdenskongres) d. 2.- 6. juli, 2023.

Idéerne præsenteres desuden på Almene Boligdage i efteråret, og erfaringerne bliver en del af Landsbyggefondens langsigtede indsats for at finde løsninger i den almene sektor på de udfordringer, som velfærdssamfundet og vores byer står overfor.

Living Places
Efter direktørens afrunding fra konferencens scene, er der netværksdrinks i Velux Fondens nærliggende pavilloner Living Places.