Tilskud til forsøg med bæredygtige løsninger (Grøn Boligaftale)

I forbindelse med Grøn Boligaftale 2020 er der i perioden 2021-2026 afsat tilskudsmidler i bæredygtigheds- og digitaliseringspuljerne til at udvikle, afprøve og implementere nye miljø- og klimavenlige løsninger i almene renoveringer, der kan understøtte den grønne omstilling i byggeriet.

Fakta om puljen

Åbningsdato: 4-9-2023

Ansøgningsfrist: 4-12-2023

Forventet bevilling: 4-2-2024

Midler: 50,5 mio. kr. samlet for årene 2021-2026. I året 2023 er midlerne på 20,0 mio. kr.

Formålet: Der ydes tilskud til udvikling og gennemførelse af forsøg med løsninger, som bidrager til at gøre almene byggerier mere miljø- og klimavenlige. 

Hvem kan søge?: Ansøgeren og aftaleparten er en almen boligorganisation på vegne af en eller flere boligafdelinger.

Hvad kan der søges tilskud til?

Tilskud fra bæredygtigheds- og digitaliseringspuljerne kan søges til at udvikle, afprøve og implementere nye miljø- og klimavenlige løsninger, som kan være med til at styrke vidensgrundlaget og udbredelsen af bæredygtig praksis i forbindelse med fremtidige almene byggerier og renoveringer.

Støtten kan kombineres med andre støtteordninger i puljerne under Grøn Boligaftale.

Det er dog en betingelse, at arbejderne ikke vil kunne opnå støtte gennem den almindelige renoveringsstøtte.

Midlerne kan desuden prioriteres til projekter, hvor der kan opnås synergi med projekter igangsat med midler fra digitaliseringspuljen.

Søges der om tilskud til projekter, som også indeholder digitalisering, skal disse søges separat.

 

Hvordan ansøger man? 

Ansøgning oprettes på Driftsstøtteplatformen ved oprettelse af sagstype ”Bæredygtighed m.v.".

Ved ansøgninger relateret til eksisterende helhedsplan oprettes også ny ansøgning. Søges andre puljer under Grøn Boligaftale skal der oprettes en ansøgning pr. delpulje.

Ansøgeren og aftaleparten er en almen boligorganisation på vegne af en eller flere boligafdelinger.

 

Hvordan prioriteres der blandt de indkomne ansøgninger?

Tildeling vil ske til de projekter, som i størst mulig grad medvirker til at styrke vidensgrundlaget og udbredelsen af ny viden om bæredygtig praksis. De støttede projekter har det største potentiale for en bred forankring og er skalerbare.

De projekter, der tildeles støtte, er dem, der vil bidrage med en væsentlig miljø- og klimagevinst gennem materialevalg, genanvendelse af byggematerialer, nye energiløsninger, digitalisering mv.

Der lægges vægt på, at projekterne er udtryk for både nytænkning, men også er adapterbare og skalerbare indenfor et tidsperspektiv på ca. 5 år.

(Læs uddybende i administrationsgrundlaget og ansøgningsvejledningen)

 

Hvordan foregår udbetalingen?

Ved ansøgninger om tilskud til anlægsarbejder gennemføres skema ABC i driftsstøtteplatformen og BOSSINF-renovering.

Ved ansøgninger om tilskud til rådgivning gennemføres skema AC i driftsstøtteplatformen.

Udbetalingen af tilskuddet sker efter indsendelse af revisorpåtegnet regnskab.

Ordforklaringer

Boligafdelinger

Byggeri med boliger tilhørende almene boligorganisationer. En afdeling er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. En boligafdeling kan indeholde erhvervs- og institutionsarealer.

Helhedsplan

Det er en forudsætning for at opnå renoveringsstøtte og driftsstøtte mv. fra fonden, at der foreligger en helhedsplan for det pågældende boligområde. Helhedsplanen udarbejdes med henblik på at opnå en samlet langsigtet helhedsorienteret løsning af alle boligafdelingens eller boligområdets problemer, herunder byggeteknisk, boligsocialt og økonomisk.

Kontaktperson

Iben Marie Lehm

Byggeteknisk konsulent, Byggeteknisk Team

Iben Marie Lehm er byggeteknisk konsulent i fondens Afdeling for Renovering og Byudvikling.

Iben er sagsbehandler på renoveringsstøttesager og deltager i besigtigelser, drøftelser af projektbaggrund, løsningsforslag, samt af de økonomiske rammer for den enkelte sag. Iben medvirker i fondens interne og eksterne projekter.